Ole Lund Kirkegaard

„Du har ret, Viggo. Den blinker. Ork, mand, jeg har aldrig før set et tegnet næsehorn, der kunne blinke. Det er skægt.“
„Det synes jeg ikke,“ sagde Viggo.
I det samme udstødte næsehornet på væggen en høj, rumlende lyd og drejede hovedet.
„Hjælp,“ skreg Viggo og gjorde et højt hop.
„Scchys, stille,“ sagde Topper. „Du gør den jo bange, sådan som du råber op. Hej, næsehorn.“
„Grummp, hork,“ sagde næsehornet.

væggen.

„Øjj,“ råbte Topper. Den er allerede sulten. Vi giver den lidt rugbrød.
Han nærmede sig forsigtigt det gule næsehorn med en humpel

„Ork,“ sagde han til sig selv. „Det ser vel nok kønt ud. Bare Sille nu kommer forbi og ser det.“
I det samme hørte han en lyd et lille stykke oppe ad vejen.

Sille.

„Det der på muren,“ sagde Topper og pegede med tommelfingeren over skulderen.
„Jamen, Topper,“ sagde Sille og lo. „Der står jo slet ikke noget på muren.“
Topper drejede langsomt hovedet og så på muren. ALLE BOGSTAVERNE VAR BORTE.
Det kønne, han havde skrevet til Sille, var sporløst forsvundet.
Tilbage var