da

André Aciman

    D’ hyggeligtцитує2 роки тому
    Alt det jeg ken­der i dag – smer­ten, fyrig­heden, spænd­ingen ved at mø­de en ny; løf­tet om al den lyk­sa­lig­hed der ven­ter få centi­meter fra mi­ne finger­spidser; min klodset­hed i for­hold til folk jeg må­ske fejl­læser og ik­ke har lyst til at mis­te, og hvis hand­lin­ger jeg he­le ti­den for­søger at forud­sige; min de­spe­rat ud­spe­kule­rede må­de at op­fø­re mig på over for al­le dem jeg har lyst til, og som jeg kræ­ver skal ha­ve lyst til mig; al­le de af­skærm­nin­ger jeg sæt­ter op mel­lem mig selv og ver­den, som om der ik­ke kun var én, men ad­skil­li­ge lag skyde­døre af ris­papir; min vold­somme trang til at kry­ptere og de­krypte­re no­get som fak­tisk ik­ke var kode­sprog til at be­gyn­de med
    D’ hyggeligtцитує2 роки тому
    Vi er ik­ke kun skre­vet for ét in­stru­ment; det er jeg ik­ke, og det er du hel­ler ik­ke.
    D’ hyggeligtцитує2 роки тому
    Det her er som at kom­me hjem, som at kom­me hjem ef­ter i åre­vis at ha­ve væ­ret blandt tro­jane­re og laistry­go­ne­re, som at kom­me hjem til et sted hvor al­le er som én selv, hvor folk ved, ba­re ved – kom­me hjem som når al­ting fal­der på plads, og det plud­se­lig går op for én at man i syt­ten år ba­re har fum­let med den for­kerte kom­bi­nat­ion. Det var på det tids­punkt jeg be­slutte­de at til­kende­give – uden at rø­re mig ud af ste­det, uden at be­væ­ge en enes­te mus­kel i krop­pen – at jeg var vil­lig til at gi­ve ef­ter hvis du pres­sede, at jeg alle­rede gav ef­ter, var din, din og kun din, bort­set fra at du plud­se­lig var for­svun­det
    D’ hyggeligtцитує2 роки тому
    Må­ske var det med dét som det var med alt an­det: For­di jeg ik­ke kun­ne fin­de ud af at ta­le i ko­de, kun­ne jeg slet ik­ke fin­de ud af at ta­le. Jeg føl­te mig som en døv­stum der end ik­ke er i stand til at bru­ge tegn­sprog. Jeg frem­stamme­de alt mu­ligt for ik­ke at si­ge det jeg tænk­te. Læn­ge­re rak­te mit kode­sprog ik­ke. Så læn­ge jeg hav­de luft nok til at få nog­le ord frem, kun­ne jeg me­re el­ler mind­re kla­re fri­sag. El­lers vil­le tavs­heden mel­lem os sand­syn­lig­vis rø­be mig
    Jens Henrik Fredskildцитуєторік
    Iac­ta alea est, hav­de Cæ­sar sagt, ternin­gerne er kas­tet
    Jens Henrik Fredskildцитуєторік
    Vi var, gik det om­si­der op for mig, de to mest ge­ner­te men­ne­sker i ver­den.
    Jens Henrik Fredskildцитуєторік
    Og gan­ske rig­tigt, i end­nu en bøl­ge kom der me­re af det jeg hav­de spist og druk­ket den af­ten.

    »Tyg­ger du ik­ke di­ne ær­ter?« spurg­te han med et smil.
    Marko P.цитує6 місяців тому
    Hvad la­ve­de man her i om­rå­det?

    Ik­ke no­get. Ven­te­de på at som­meren slut­te­de.

    Hvad la­ve­de man så om vin­te­ren?

    Jeg smi­le­de ad det svar jeg skul­le til at gi­ve. Han for­nem­mede det og sag­de: »Du skal ik­ke si­ge det: Ven­ter på det bli­ver som­mer, ik­ke?«
    Marko P.цитує6 місяців тому
    hans øj­ne som, når de send­te én det an­det, ven­li­gere blik, ram­te én som Gen­opstan­del­sens mi­ra­kel
    Marko P.цитує6 місяців тому
    sur­mulen­de apa­ti
fb2epub
Перетягніть файли сюди, не більш ніж 5 за один раз