Stine Askov

Der er altid så meget for Irene at sige. Hun kan ikke have nogen tanker inden i sig uden at dele dem med nogen.

Jamen, jeg er så vred på Asger hele tiden. Det kommer, når jeg skal smøre madpakker. Måske er det næste skridt. Vi har børn og andel og ladcykel. Er der så ikke kun tilbage at få en affære eller blive skilt

Jeg forsvinder langt ind i et hvirvlende slapt mørke, hvor alting er ladet med betydning. Et blik, en sætning. Alting forekommer mig vigtigt og spændende. Jeg synes, jeg har så meget på hjerte.

Den boblende glade rus er ovre, og jeg er plakatfuld.

De spiller New Order, og jeg synes, jeg er ung igen på en gammel måde. Med den gamles refleksioner.

Mens vi står sådan, går min latter over i gråd. Jeg føler den som en dyb sorg

Jeg hører min egen stemme, der siger „Jeg vil skilles“. Suget fra det dyb.

har Katjas veninde Rosa med, som de mødte på legepladsen. Hun kan være vores skjold og hjælpe os med at opretholde den spinkle facade.

Jeg synes ikke du ser mig, Asger.
– Hvad snakker du om? Hvad mener du?
– Vi går aldrig i seng med hinanden. Du rører aldrig ved mig. Jeg ved da godt, jeg ikke er nogen topmodel, men …
– Stop nu, Trine. Det der passer overhovedet ikke. Vi går helt almindeligt i seng med hinanden. Jeg ved ikke, hvad det er, du gerne vil. Det er ikke en film det her.

Den utilpashed, der hviler over hele scenen, børnenes larm, Asgers helt tilsnørrede ansigt med kun en lille sitren. Ingen af os kan være i det.