Elizabeth Strout

„Når man arbejder på et apotek,“ sagde Olive til Denise, idet hun serverede en tallerken baked beans for hende, „lærer man alles hemmeligheder at kende.“

hørte Henry hende sige en dag. „Når jeg spiser sandwich med noget andet end bare kødpålæg, kommer jeg også altid til at spilde.“ Det kunne umuligt være sandt. Pigebarnet var sirligheden selv i al sin ligefremhed.

„Jeg er led og ked af det,“ havde hun stille sagt.

Denise har været ledsaget af følelsen af stadig at have hend

Han ventede bare nu – mens han levede i drømmen om Daisy Fosters gavmilde krop – ventede på den dag, og han vidste den ville komme, hvor han forlod Bonnie eller hun smed ham ud; han vidste ikke hvilken af delene der ville ske først, men det ville ske – han ventede som Muffin-Luke på hjerteoperationen, uden at vide om han ville dø på operationsbordet eller overleve.

Nej, de ville aldrig komme over den aften fordi de havde sagt ting der ændrede måden de opfattede hinanden på.

Nogle gange når folk kørte forbi huset – stort og firkantet og lysegult – kiggede de ligefrem den anden vej for ikke at blive mindet om hvad der kunne ske for en familie der havde virket så nydelig og pæn som en nybagt blåbærtærte.

Hvis man lader sig skræmme af sin sult, ender man bare ligesom alle de andre fjolser.’“

hun måtte have haft som barn – den overfølsomhed over for lugten af andres hjem, frygten der fulgte med d

dryppe snask ned ad sig selv. De ville have behandlet deres egne b