Thomas Mann

Hvis man også havde undgået sløret, jomfruelighedens hvide ligklæde, og de atlaskes dødesko, så ville det have været endnu bedre, sagde han.

„Lad nu det være godt!“ sagde jeg og lo selv. „Du plejer at mene dine spøgefuldheder alvorligere end din alvor.“

han endog tog sin monokel ud af øjet, hvorved hans ansigt berøvedes ethvert skær af intelligens

Dr. Institoris var – man må tilføje: Du godeste Gud! – med hud og hår et renæssancemenneske og Ines Rodde ganske udtalt et barn af den pessimistiske moralisme. For en verden, der „røg af blod og skønhed“, havde hun ikke det ringeste til overs, og hvad „livet“ angik, så søgte hun jo netop beskyttelse mod det i et strengt borgerligt, fornemt og økonomisk velpolstret ægteskab, der efter evne afbødede ethvert stød. Det var en ironi, at den mand – eller den mandsling – der syntes at ville byde hende denne tilflugt, sværmede så meget for smuk brutalitet og italienske giftmord.

Linderhof, Ludwig II’s lille rokokoslot, ligger i en skov- og bjergensomhed af storslået skønhed.

Uegennytten ophæves jo, så snart man mærker, at den er nyttig.“

Gustav Aschenbach var digteren for alle dem, der arbejder på randen af udmattelse, de overbebyrdede, de allerede udslidte, dem, som endnu kun lige holder sig oppe, alle disse flidens moralister, der, trods deres spinkle vækst og begrænsede evner, i kraft af viljestyrke og klog forvaltning i det mindste en tid lang kan tage sig store ud.

må tænke og handle for os, for Gerda og jeg er kvinder, og Christian … nå, Gud være med ham! … Vi kan ikke hamle op med dig, for hvad vi har at komme med, det er ikke modargumenter, det er følelser, det er jo klart.

Således gik det til, at Thomas Buddenbrook, der havde rakt hænderne længselsfuldt ud efter de høje og sidste sandheder, mat sank tilbage til de begreber og billeder, hvis troskyldige brug var blevet indøvet i hans barndom. Han gik rundt og huskede den ene og personlige Gud, menneskebørnenes far, som havde sendt en personlig del af sig selv ned til jorden, for at han skulle lide og bløde for os, som ville holde dom på den yderste dag, og ved hvis fødder de retfærdige så i løbet af den evighed, der da tog sin begyndelse, ville få erstatning for deres beklemmelser i denne jammerdal … Hele denne lidt uklare og lidt absurde historie, der imidlertid ikke krævede nogen forståelse, men alene lydig tro, og som ville være ved hånden i fastlagte og barnlige ord, når den sidste angst dukkede op … Virkelig?

Men det var her, i denne pavillon, i den lille gyngestol af gule rør, at han en dag i hele fire timer læste med voksende grebethed i en bog, der halvt søgt, halvt tilfældigt var faldet i hans hænder …