Lars Kjædegaard

liv var blevet smadret. De mange år, hvor hun og Jan havde opbygget deres liv, deres rutiner, deres fritid og deres omhyggelige

noget ham til at åbne dem igen. Han så hen mod døren. Han hørte en lyd og så hjørnet af en hvid konvolut blive stukket ind under

Steen har store hænder og går ikke i bad hver dag, hvis du forstår, hvad jeg mener.

Thorsen sagde: – Ved De hvad, Rash, jeg vil faktisk gerne bede Dem om at undersøge manden formelt, som en del af efterforskningen.

Anita betragtede manden, der havde taget kaffekanden af blik fra toppen af brændeovnen og sat den på bordet. Hun kunne godt se, hvordan Karen Aggerbo var faldet så impulsivt for ham. Valdemar Rølling mindede hende lidt om sangeren Ivan Pedersen, som hun selv godt kunne lide. En benet, rolig mand, ikke nogen dario, men en selvstændig, opmærksom type, som kunne noget, men som ikke af den grund talte om det hele tiden.

Nu sagde Thor, – Men vi har også et problem. Vi har ikke meget at gribe fat i her. Karen var ny på Krejlø. Vi har været i hendes hus. Men der er øde. Der er ikke engang nogle naboer, vi kan tale med.

– Det forstår jeg.

– Så vi har brug for din hjælp.

– Det er ikke noget problem. Jeg har faktisk ikke tænkt på andet, siden Karen forsvandt. Og jeg har lavet lidt hjemmearbejde. Bare sådan for at gøre noget.

Anita smilede. Stuen var som et interiør fra en rekonstrueret bolig i Den Gamle By i Aarhus, bortset fra at den ikke var rekonstrueret.

– Hjemmearbejde? gentog Thor.

Fyrmesteren nikkede. – Naboerne dernede. I de to huse. Thor så på ham. – Ja?

Rølling rømmede sig. – Jo, altså ... jeg kender jo ikke alle på øen. Men jeg ved, hvem de fleste er.

– Og naboerne?

– Huset før Karens, ‘Skibet’, tilhører to søstre. Ena og Renate Ludvigsen. De må være op i tresserne nu. Deres far hed Ib. Han byggede huset. Han var bådebygge

pylrer om mig.
– Det gør fædre, grinede Ruth.
Lyden skramlede igen, og kameraet blev slukket.
Thor så på hende. – Så langt, så godt.
– Du vil vel ikke fortælle mig, at hun filmede drabet?
– Nej. Men se her.
Han klikkede, og et stillfoto fyldte skærmen. Det viste den lave dør i fundamentet på Pindstrup Mølle.
– Der er et til, sagde han og klikkede. De så på et billede af Helens døde ansigt i lyset fra døråbningen. Helens ansigt havde et spørgende, åbenmundet udtryk, og hendes øjne var åbne.
Thor så på hende. – Så kan det vist ikke siges tydeligere. Vi er færdige her, Anita Hvid.
Hun satte sin øldåse på bordet. – Ikke helt

Hun slap ham og gik ud i køkkenet for at komme væk fra den velkendte distance, hun fornemmede var ved at tage form i mellem dem. Han tog overtøjet af og fulgte efter hende, hans øjne var

To gange i deres ti år i afdelingen havde Belling måttet give fortabt. To drabsmænd var aldrig blevet pågrebet

des. Hun kunne godt lide at cykle uden mål og med. Hun cyklede gennem skoven, ad stier og øde småveje, mellem træer, over åbne strækninger, ofte uden at møde nogen.

Hun var kommet ud af skoven tæt på

gen. Hvad havde han forestillet sig? Hans gamle tennismakker, Torben, var indædt tilhænger af thaimassage. Torben sagde, at de kunne noget, som danske fysioterapeuter ikke kunne. De kunne tage fat, og de vidste instinktivt – sagde Torben