De ualmindelige – Det rygende timeglas

Havets buldren og bragen fyldte natteluften udenfor. Ivy stod med spredte ben mens skibet gyngede, og det prikkede i huden af kulde. En ledning med elektriske pærer be­vægede sig i blæsten og oplyste de enorme metalcontainere der fyldte dækket. De var stillet op i rækker med plads til at folk kunne passere ind mellem dem, men stedet virkede uhyggelig tomt. Valian pegede op mod toppen af en enorm kran der stod inde mellem containerne, og de satte kursen hen imod den.
Da de kom ind i skyggen, blev Seb og Valian usynlige. Ivy vidste at de var der et sted, men fordi hun ikke kunne se dem, følte hun sig pludselig alene.
De store containere var malet i klare farver. Dørene var sikret med tykke metalstænger, og der var stemplet serienumre ind i den forreste ende af dem. Ivy studerede dem alle sammen nøje mens hun gik forbi, men der var ikke noget der røbede hvad de indeholdt.
Lige da hun var ved at liste sig forbi en rød container, hørte hun et højt brag og stivnede. Det lød som om der var noget der bevægede sig inden i containeren

Havets buldren og bragen fyldte natteluften udenfor. Ivy stod med spredte ben mens skibet gyngede, og det prikkede i huden af kulde. En ledning med elektriske pærer be­vægede sig i blæsten og oplyste de enorme metalcontainere der fyldte dækket. De var stillet op i rækker med plads til at folk kunne passere ind mellem dem, men stedet virkede uhyggelig tomt. Valian pegede op mod toppen af en enorm kran der stod inde mellem containerne, og de satte kursen hen imod den.
Da de kom ind i skyggen, blev Seb og Valian usynlige. Ivy vidste at de var der et sted, men fordi hun ikke kunne se dem, følte hun sig pludselig alene.
De store containere var malet i klare farver. Dørene var sikret med tykke metalstænger, og der var stemplet serienumre ind i den forreste ende af dem. Ivy studerede dem alle sammen nøje mens hun gik forbi, men der var ikke noget der røbede hvad de indeholdt.
Lige da hun var ved at liste sig forbi en rød container, hørte hun et højt brag og stivnede. Det lød som om der var noget der bevægede sig inden i containeren.

Emmet Sparrow tog endnu en tår af sin kaffe og stillede kruset på skrivebordet hvor der lå en bordskåner med teksten BEVAR ROEN. TAG JOB PÅ ET MUSEUM. Han strakte sig og gabte. Det var ved at blive sent, og han skulle være hjemme til tiden i dag – han havde lovet sin datter, Ivy, at de skulle afslutte det spil skak de var begyndt på forleden aften. Hun havde været meget interesseret i brætspil i den sidste tid.

Bedstemor Sylvie trådte på den sodplet sækken havde efterladt. »Nå, det spolerede en af Amos’ teorier. Det Store Ualmindelige Gode kan ødelægges, ser det ud til.« Hun sukkede og trak Ivy og Seb ind i et knus. »Er I okay, I to?«

jer i nærheden af mig,« sagde bedstemor Sylvie

Flammerne dannede et rygende timeglas på værtshusets facade. I løbet af sekunder var hele bygningen opslugt af ilden. Folk råbete og begyndte at løbe væk.

Hun hørte noget pusle bag sig og snurrede rundt på stedet samtidig med at hun stak hånden i lommen efter sin yoyo

Vent lige lidt ... det værste sted i verden?« spurgte Seb. »Hvordan skal vi finde –?«
Han blev afbrudt af en

Bedstemor Sylvie lod sig glide ind på bænken

I samme øjeblik Ivy stak hovedet ud af Den Store Ualmindelige Sæk, fik hun øje på Judys rulleskøjter. »Judy!« Hendes hjerne arbejdede på højtryk for at finde på en forklaring mens hun kravlede ud på gulvet på deres værelse i Cabbage Moon. »Øh ... Det her er ikke hvad det ser ud som om ...«
Judy stirrede på sækken ved Ivys fødder. Hun havde