Jacob Riising

Karmaboy – kometen og den onde numsekløe

    Stine Kjær Wehnerцитуєторік
    forvaskede joggingbukser og en gammel T-shirt, så måtte han tænke kreativt. Niller besluttede sig derfor for at prøve lykken inde på sin fars soveværelse.
    Nillers far var ikke noget ordensmenneske. De fleste ville nok nærmere betegne ham som
    Liv Pernille Duusцитує5 місяців тому
    videobåndet med højdepunkterne fra EM i ’84, som han for år tilbage havde optaget på sin gamle VHS-maskine9.
    ”Far, kender du karmaloven?” spurgte Niller.
    Nillers far skubbede videobåndet ind i maskinen.
    ”Hvad?” sagde han med ryggen til.
    ”Karma!”
    ”Nåh, Parma. Ja, ja. Italiensk klub, stor i 90’erne.”
    ”Nej
    Rebecca Villebroцитує10 місяців тому
    De stod alle sammen rundt om den store grill, som Nillers far slæbte frem til torvedagene, og smilede.

    Hej

    Robert Nittebjergцитуєторік
    Kapitel 1
    Er, som titlen antyder, det allerførste kapitel og dermed starten på historien.

    Skovlunde Bytorv var bestemt ikke, hvad det havde været. Det vidste Niller udmærket godt, for næsten hver gang, han fortalte, at det var der, han boede, sagde folk, at bytorvet bestemt ikke var, hvad det havde været.

    Niller syntes nu alligevel, at det var det bedste sted at bo i hele universet, lige midt på torvet i den lille lejlighed oven på slagterbutikken. Det var Nillers far, som var slagter, men hvis man tog bare et hurtigt kig ind i den lille slagterbutik, var der ingen tvivl om, at Nillers far havde et hjerte, der bankede mere for fodbold end for hakket kalv og flæsk.

    Og selvom det var mange år siden, at fodboldspilleren Preben Elkjær havde været på landsholdet, så hang der overalt i butikken plakater med ham.

    Der hang også et gult A4-ark med en sur smiley på, som en mand fra noget, der hedder Sundhedsstyrelsen, havde hængt op en dag, han var kommet på uanmeldt besøg. Siden den dag havde det været småt med kunderne, og da der under meget mystiske omstændigheder var forsvundet en gravhund ude foran butikken, var folk for alvor begyndt at køre til de store supermarkeder i stedet, når de skulle handle kød.

    De andre butikker på torvet havde heller ikke voldsomt travlt med kunder.

    Helt for enden af torvet lå Skovlundes førende leverandør af printerblæk og andre spændende kopirelaterede produkter. Det var i hvert fald sådan, Kaj havde præsenteret sin forretning for Niller op til flere gange. Kopi-Kaj havde altid boet på Skovlunde Bytorv med sin mor, der havde drevet danseskolen, som nu lå tom, efter at hun for et par år siden var gået bort. Godt nok kom en eksotisk dame, som Nillers far sagde, og dansede hver torsdag, men ellers lå den tom. Kaj havde mange gange præsenteret Niller for det, der var kopimaskineverdenens svar på Rolls-Royce: den store Xerox-maskine, der fyldte det meste af butikken og lød som en robot, når den pustede varm luft ud, som Niller syntes lugtede af gammel mælk.

    Kaj sad for det meste oppe i sin lejlighed over kopiforretningen og hadede internettet og alt, hvad det stod for2.

    Ved siden af slagterbutikken lå Elses Helse. Indehaveren Else var en sød og spændende dame, som ofte pludrede løs om glæden ved en god omgang økologisk lavendellavement eller det store univers, som bandt alle os mennesker sammen. I loftet havde Else for mange år siden malet et stort yin og yang-tegn i håb om mere åndelig ro. Niller havde aldrig helt forstået, hvordan en sort og hvid cirkel kunne give åndelig ro, men der var ingen tvivl om, at det virkede, for der var sjældent kunder i butikken.

    Til den anden side lå Sultan Pizza. Her stod Erkan, der var en stor, tyk og venlig mand med helt usædvanlig meget hår på både bryst og ryg. Niller stirrede altid på Erkans store, svedige og behårede overarme, når han svingede en klump dej i luften, indtil den blev til bunden af en pizza. Og hver gang grinede Erkan og sagde: ”Du skalla ikea blive bange, Niller. Di er bara hår. Tænk, hvis du se min store, bare ræv, uha, uha, så jeg forstå, dig bliva bange.”

    Erkan var født og opvokset i byen Dalaman i Tyrkiet, men ejede nu et italiensk pizzeria på Skovlunde Bytorv. Han talte med en tydelig tyrkisk accent, så når han fortalte om sin hjemstavn, havde Niller i mange år troet, at den hed Dillermand.

    Det eneste, Erkan kunne sige på italiensk, var ”si”. Erkan havde sat Niller ind i, at det betød ”ja” på italiensk og var et eksotisk ord, som gjorde kunderne både glade og købelystne. Derfor var det stort set det eneste, Erkan sagde, når der en sjælden gang var nogen, der ringede for at bestille en frokostpizza eller en lille bakke pomfritter.

    ”Si, si!” skreg Erkan så, også selvom folk i den anden ende af telefonen brokkede sig over, at hele familien havde været på toilettet, efter at de havde sat tænderne i en Sultan-pizza
    Stine Kjær Wehnerцитуєторік
    joggingbukser og en gammel T-shirt, så måtte han tænke kreativt. Niller besluttede sig derfor for at prøve lykken inde på sin fars soveværelse.
    Nillers far var ikke noget ordensmenneske. De fleste ville nok nærmere betegne ham som
    Lasse Agersnap Larsenцитує2 роки тому
    Erkan havde købt ballonerne billigt af en fætter, men efter et par timer var farven på alle de røde balloner dog falmet til orange, så det dermed lignede et irsk pizzeria.
    Filip Nørholmцитує2 роки тому
    er på nuværende tidspunkt på størrelse med en trepersoners hjørnesofa, men vil brænde op på sin vej igennem jordens atmosfære for at ende med at være på størrelse med en fiskefrikadelle. Derfor forventes skaden gudskelov at begrænse sig til blot at smadre Skovlunde Bytorv.”
    Nillers mave brummede og trak sig sammen, og han kunne godt mærke, at han ikke kunne flytte sig, uden at det ville gå helt galt.
    Kameramanden filmede, så Elses Helse, Sultan Pizza og en lille bleg dreng med rødt hår røg ud i tv sammen med 1’erens breaking news.
    ”Det er lykkedes mig at få en af beboerne fra torvet til at komme med en udtalelse,” sagde damen og gik hen mod Niller. ”Og må jeg spørge dig, hvordan du har det lige nu?”
    Filip Nørholmцитує2 роки тому
    tidspunkt på størrelse med en trepersoners hjørnesofa, men vil brænde op på sin vej igennem jordens atmosfære for at ende med at være på størrelse med en fiskefrikadelle. Derfor forventes skaden gudskelov at begrænse sig til blot at smadre Skovlunde Bytorv.”
    Nillers mave brummede og trak sig sammen, og han kunne godt mærke, at han ikke kunne flytte sig, uden at det ville gå helt galt.
    Kameramanden filmede, så Elses Helse, Sultan Pizza og en lille bleg dreng med rødt hår røg ud i tv sammen med 1’erens breaking news.
    ”Det er lykkedes mig at få en af beboerne fra torvet til at komme med en udtalelse,” sagde damen og gik hen mod Niller. ”Og må jeg spørge dig, hvordan du har det lige nu?”
    Filip Nørholmцитує2 роки тому
    Selvom dette kapitel indeholder en hel del bogstaver, og du derfor sikkert helst vil springe det
    Filip Nørholmцитує2 роки тому
    Selvom dette kapitel indeholder en hel del bogstaver, og du derfor sikkert helst vil springe det over, så er det altså ret vigtigt for resten af historien.
    Det var en hvid varevogn med en kæmpe antenne på taget, der vækkede Niller. Han gned øjnene, stavrede hen til vinduet og genkendte med det samme logoet på siden af varevognen. Det var 1’eren, den eneste kanal, ham og far kunne se klart på tv.
    Ud af bilens bagdør løb en lang, rød ledning hen ad fortovet til et kamera, som en lille mand med spids næse og en vest med mange lommer havde på skulderen. Foran kameraet stod en dame med stramt hår og rød læbestift. Niller genkendte også hende med det samme. Hun var reporter på 1’erens nyheder. Han havde aldrig set sådan en vogn i virkeligheden, og slet ikke på Skovlunde Bytorv, så han trak i tøjet, så hurtigt han kunne.
    ”Pas lige på, knægt, vi er faktisk fra tv!” vrissede manden med vesten og kameraet, da Niller lidt efter åbenbart kom for tæt på.
    ”Undskyld,” sagde han.
    ”Bor du her?” spurgte kameramanden.
    Niller nikkede.
    Manden vinkede til reporterdamen og pegede på Niller. ”Ham her bor her på torvet, og så er vi på om tre, to, en, action!”
    I samme sekund blev reporteren endnu mere stram at se på og stirrede ind i kameraet. ”Jeg står netop nu på præcis dét sted, hvor kometen vil slå ned om tre et halvt døgn, helt præcis på torsdag klokken 21.43. Det siger i hvert fald eksperter fra Geologisk Institut …”
    Nillers mave accelererede fra nul til hundrede, og det var ikke, fordi han manglede morgenmad.
    ” … hvis der skulle være kommet nye seere til, så kan jeg altså fortælle, at Dansk Rumagentur, i samarbejde med Geologisk Institut, for en halv time siden har offentliggjort, at der netop nu er en komet på vej mod Skovlunde
    Filip Nørholmцитує2 роки тому
    sige på italiensk, var ”si”. Erkan havde sat Niller ind i, at det betød ”ja” på italiensk og var et eksotisk ord, som gjorde kunderne både glade og købelystne. Derfor var det stort set det eneste, Erkan sagde, når der en sjælden gang var nogen, der ringede for at bestille en frokostpizza eller en lille bakke pomfritter.
    ”Si, si!” skreg Erkan så, også selvom folk i den anden ende af telefonen brokkede sig over, at hele familien havde været på toilettet, efter at de havde sat tænderne i en Sultan-pizza
    Filip Nørholmцитує2 роки тому

    Erkan var født og opvokset i byen Dalaman i Tyrkiet, men ejede nu et italiensk pizzeria på Skovlunde Bytorv. Han talte med en tydelig tyrkisk accent, så når han fortalte om sin hjemstavn, havde Niller i mange år troet, at den hed Dillermand
    Joan Jensenцитує2 роки тому
    Det var en hvid varevogn med en kæmpe antenne på taget, der vækkede Niller.
    Søren Damgaard Petersenцитує2 роки тому
    Er, som titlen antyder, det allerførste kapitel og dermed starten på historien.
    Skovlunde Bytorv var bestemt ikke, hvad det havde været. Det vidste Niller udmærket godt, for næsten hver gang, han fortalte, at det var der, han boede, sagde folk, at bytorvet bestemt ikke var, hvad det havde været.
    Niller syntes nu alligevel, at det var det bedste sted at bo i hele universet, lige midt på torvet i den lille lejlighed oven på slagterbutikken. Det var Nillers far, som var slagter, men hvis man tog bare et hurtigt kig ind i den lille slagterbutik, var der ingen tvivl om, at Nillers far havde et hjerte, der bankede mere for fodbold end for hakket kalv og flæsk.
    Og selvom det var mange år siden, at fodboldspilleren Preben Elkjær havde været på landsholdet, så hang der overalt i butikken plakater med ham.
    Der hang også et gult A4-ark med en sur smiley på, som en mand fra noget, der hedder Sundhedsstyrelsen, havde hængt op en dag, han var kommet på uanmeldt besøg. Siden den dag havde det været småt med kunderne, og da der under meget mystiske omstændigheder var forsvundet en gravhund ude foran butikken, var folk for alvor begyndt at køre til de store supermarkeder i stedet, når de skulle handle kød.
    De andre butikker på torvet havde heller ikke voldsomt travlt med kunder.
    Helt for enden af torvet lå Skovlundes førende leverandør af printerblæk og andre spændende kopirelaterede produkter. Det var i hvert fald sådan, Kaj havde præsenteret sin forretning for Niller op til flere gange. Kopi-Kaj havde altid boet på Skovlunde Bytorv med sin mor, der havde drevet danseskolen, som nu lå tom, efter at hun for et par år siden var gået bort. Godt nok kom en eksotisk dame, som Nillers far sagde, og dansede hver torsdag, men ellers lå den tom. Kaj havde mange gange præsenteret Niller for det, der var kopimaskineverdenens svar på Rolls-Royce: den store Xerox-maskine, der fyldte det meste af butikken og lød som en robot, når den pustede varm luft ud, som Niller syntes lugtede af gammel mælk.
    Monica Skov Weidemannцитує2 роки тому
    når man så ham, gav det ligesom bare mere mening at kalde ham Tykke end Allan eller Rudi, eller hvad han nu hed i virkeligheden.
    Tykke havde været den første, der mødte op, fordi han havde hørt, at der var gratis smagsprøver. På udklippet stod Tykke med sit superhelteleksikon4 under armen og var mørkerød i den side af ansigtet, der var tættest på grillen. Dér havde han nemlig stået hele torvedagen, og det var Niller, som havde rakt ham 21 Elkjærpølser med stærk sennep, som han havde kørt ned. Og siden den dag havde de to drenge været venner og tilbragt rigtig meget tid sammen på Skovlunde
    Pernille Isko Pimentaцитує3 роки тому
    På mirakuløs vis var det lykkedes Niller ved hjælp af museskridt at komme hele vejen op på toilettet i lejligheden uden at sætte nogle (nævneværdige) spor i sine underhylere.
    Han hørte reporterens ord for sig igen og igen. Tænk sig, at der netop nu var en komet på vej fra det ydre rum mod selveste Skovlunde Bytorv. Det var jo det sted, som Niller holdt allermest af i hele universet.
    Efter at han havde fået nogenlunde styr på maven, traskede han ind på sit værelse og kastede sig opgivende på sengen.
    Han fik øje på et avisudklip fra sidste torvedag, som han havde sat op med tape under sin natlampe.
    ‘En torvedag med hjertet på rette sted’, stod der med store bogstaver over billedet, som fotografen fra Skovlundebladet havde taget. De stod alle sammen rundt om den store grill, som Nillers far slæbte frem til torvedagene, og smilede. Else havde haft sit klapsammenbord stående med torvetilbud på både hennafarve til håret og lakridsrod til børnene, Kaj havde slæbt maskinen ud for at demonstrere, hvordan den var i stand til at printe på begge sider at ét stykke papir, og Erkan havde pyntet hele facaden på sit pizzeria med over 800 balloner i det italienske flags farver: grøn, hvid og rød. Erkan havde købt ballonerne billigt af en fætter, men efter et par timer var farven på alle de røde balloner dog falmet til orange, så det dermed lignede et irsk pizzeria.
    ”Put med det,” havde Erkan hvisket til Niller. ”Jeg komma fra Tyrkiet, så om den pizza er irsk eller italiensk, spilla ingen rolla.”
    Niller og far havde passet grillen sammen. Far havde stolt skænket fadøl i sin yndlingsfodboldtrøje, Elkjærs nummer 10 fra ’84, og smidt butikkens specialitet, Elkjærpølser, på grillen, mens Niller holdt øje med, at de ikke revnede. Niller blev helt varm om hjertet, når han så på avisudklippet.
    Det var også på sidste torvedag, at Niller sådan for alvor var blevet venner med drengen Tykke. Drengen var selvfølgelig ikke døbt Tykke, men havde et helt almindeligt drengenavn, som ingen kaldte ham, ikke engang hans far og mor. For når man så ham, gav det ligesom bare mere mening at kalde ham Tykke end Allan eller Rudi, eller hvad han nu hed i virkeligheden.
    Tykke havde været den første, der mødte op, fordi han havde hørt, at der var gratis smagsprøver. På udklippet stod Tykke med sit superhelteleksikon4 under armen og var mørkerød i den side af ansigtet, der var tættest på grillen. Dér havde han nemlig stået hele torvedagen, og det var Niller, som havde rakt ham 21 Elkjærpølser med stærk sennep, som han havde kørt ned. Og siden den dag havde de to drenge været venner og tilbragt rigtig meget tid sammen på Skovlunde Bytorv. Det var her, Tykke hentede
    Pia Kirstine Harmsenцитує4 роки тому
    Jeg skal love for, at folk taler om, hvordan superhelten Karmaboy kan gå til hånde.”
    Eva Marie Wieseцитує5 років тому
    pludselig så højt, at Niller kunne lugte, at sæben havde givet ham en helt utrolig god ånde.
    Else foldede hænderne og bukkede for Gandhi-plakaten. ”Karmaloven er nok den vigtigste lov, der findes.” Hun lukkede øjnene og fortsatte: ”Alt det, du sender ud i universet, kommer tilbage til dig.”
    ”Hvad helvede mener damen?” råbte Tykke.
    ”Altså,” sagde Else. ”Hvis man nu går ud i verden og er sød og gør en masse gode gerninger for andre mennesker, så vil der komme noget godt tilbage.”
    ”Ligesom The Rhino?” brummede Tykke.
    Else så på Niller. ”The Rhino?”
    Niller rystede på hovedet.
    Tykke fortsatte: ”Fra 1966. En motherfucker superskurk, der bare tonsede ud i verden og
    Lars Egekvistцитує5 років тому
    ost, uden at du opdager det: Ost!).
    Papirerne er sat sammen sådan
fb2epub
Перетягніть файли сюди, не більш ніж 5 за один раз