Lola Jensen

Må vi så få ro

    Line Wagnerцитуєторік
    Jamen, den farve fik græs.”
    Line Wagnerцитуєторік
    En fortrydelsesskål eller -tallerken er også en god måltidstaktik, fordi den giver mange børn modet til at prøve det nye.
    Line Wagnerцитуєторік
    Dog kan børn, når de er godt tre år, begynde at øve sig i at sidde med ved bordet i måske i alt 10 minutter.
    Line Wagnerцитуєторік
    Placeringen om bordet må meget gerne være den samme hver dag
    Line Wagnerцитуєторік
    ”I dag vil jeg altså sidde ved siden af mor, nej, jeg vil hellere sidde ved siden af far. Jeg vil ikke sidde på stolen, jeg vil sidde på skødet af dig, mor. Jeg vil spise af din tallerken. Jeg kan ikke lide maden, hvis jeg ikke får lov at spise fra mors tallerken. Nej, du må ikke sidde på min plads, Theo.”
    ”Jamen, nu sidder du jo hos mor,” kan far sige hertil.
    ”Nej, han må ikke sidde der,” vræler Annabelle så.
    ”Theo, er du ikke sød at flytte tilbage, hvor du sad, så Annabelle kan falde til ro og få lidt mad? Tak skal du have, Theo,” siger mor.
    Line Wagnerцитуєторік
    Og lad så børn over tre år selv klare tøjfasen og få 15 minutter til egne forsøg. Der skal være ro til opgaven. Tiden er der, hvis forældrene sørger for en time til det hele og inddeler morgenen i de fire faser.
    Anja Mørup Jørgensenцитує2 роки тому
    ”Kan du ikke lide maden i dag, Kalleskat? Hvad vil du så have? Skal jeg hente den yoghurt med knas, som vi købte i Fakta? Eller skal vi lige lave en toast med ost og skinke til dig, eller koge lidt pasta og varme en pølse til? Du skal jo ikke gå sulten i seng.”
    Anja Mørup Jørgensenцитує2 роки тому
    I gamle dage, for ikke så længe siden, var der i et hjem en fastnettelefon, en radio og højst et tv. Og så var der bare ikke mere elektronik. Det betød, at far var ved madpakkerne, når han smurte madpakker. Han var ikke samtidig ved at se en video på Facebook eller at svare på en sms. Mor kunne have travlt med oprydningen, men hun havde ikke en telefonsamtale eller et indkøb på nettet i gang på samme tid.

    Børn tegnede, når de tegnede. Legede, når de legede. Og lavede lektier, når de lavede lektier. De skottede ikke til tegnefilm på en af husstandens mere end 50 tv-kanaler imens. De var heller ikke i gang med et spil på iPad.

    I dag konkurrerer en række tidstyve døgnet rundt om børns og voksnes opmærksomhed. Opringninger, nyheder, reality-tv, flere opringninger, sms’er, mails, kommentarer, fødselsdags-sms´er og likes vælter ind i øjne og ører. Elektronikken bimler og bamler. Den overtager tilsyneladende de frie viljer og stjæler den ro, der sikrede ordentlig kommunikation.

    ”Ole har fødselsdag i dag, send ham en fødselsdagshilsen på Facebook, ligesom 84 andre af hans venner har gjort.”

    De voksnes opmærksomhed bliver stjålet væk fra børnene og de nære opgaver. Børnenes opmærksomhed bliver stjålet væk fra leg og fordybelse. Mens de sidder, tilsyneladende passiviserede af tablet eller tv, går deres pandelapper i selvsving.

    Børn på kun et eller to år ved i dag, at hvis man dasker på en bestemt måde til en skærm, skifter billedet. Det er så ikke let for dem at forstå, at det samme ikke kan lade sig gøre med 56-tommers-tv’et, der står og vipper på det spinkle fjernsynsbord på oldefars plejehjem, hvilket kan gøre et besøg hos ham mere katastrofebetonet end hyggeligt.

    De lidt større er flydende på it-sprog og kender ord som at scrolle, delete eller swipe. Ord, som talepædagogen ikke har med i sine tests, men det bliver måske det næste.
    Anja Mørup Jørgensenцитує2 роки тому
    Resten af dagen vil der så kun være 50 procent hukommelse og processor tilgængeligt for skolearbejdet, kammerater og social dannelse, fritidsaktiviteter og meget mere, og de påvirkede børn får måske bemærkninger om, at de er ukoncentrerede.

    ”Halløj I tre, I skal sidde stille og høre efter. Der er alt for meget uro fra jeres pladser.”

    Jamen, terrorøvelsen kører måske stadig i hovederne på børnene nu og flere uger efter. Eller måske kun i hovedet på syvårige Holger, som kan komme til at tage sine kammerater med i sin frygtfantasi i et forsøg på at lege begivenheden på plads i egen hjerne.

    Eller der sker det modsatte. Den terrorfantasiplagede Holger lukker sig inde i sig selv og sidder ganske stille med sin frygt for, at der pludselig står en maskeret mand i døren med maskinpistol:

    ”Og hvad var det nu, vi så skulle gøre, hvis det skete? Det kan jeg ikke huske. Så kommer jeg nok til at gøre noget forkert, så det bliver meget værre.”

    Måske hentes Holger i bil og sidder nu på bagsædet, mens en stemme i radioen oplyser, at antallet af indbrud stiger flere steder i landet. Bilens alarm dutter pludselig, fordi far glemte at få sin sele ordentligt på, eller en dør, der ikke er lukket helt, sætter en biplyd i gang. Kommer bilens fart over det tilladte, starter en brummende lyd, og en rød lampe blinker, mens GPS-stemmen siger:

    ”Vend om, hvis det er muligt. Hold øje med farer i trafikken.”

    Ankommet til eget hjem ligger terrorøvelsen stadig ubearbejdet på Holgers harddisk og fylder, og lillebror fortæller måske om brandøvelse i børnehaven. Samtidig viser tv billeder af krig og sult, hvorefter røgalarmen i køkkenet går i gang, da far steger kyllingelår. Samlet vil alarm og katastrofetanker nu nå op på 80 eller 100 procent af Holgers samlede mængde RAM.

    Derfor er der næsten intet tilbage til leg, lektier, søskende, spisning, tandbørstning, hårvask og godnathistorie. Med en harddisk på fuldtidsarbejde eller overarbejde og tæt på nedsmeltning bliver det ikke nemt for Holger at sove.
    Anja Mørup Jørgensenцитує2 роки тому
    I gamle dage, for ikke så længe siden, var der kun alarmøvelse den første onsdag i maj. Det er nok stadig uhyggeligt for dem, der kan huske krigen, men det var jo kun den ene gang om året.

    I dag kan der være brandøvelser både i daginstitutioner og skoler. Alarmen går i gang og hyler og tuder, og alle børn skal følge de voksnes anvisninger på, hvor man skal gå hen for at overleve og samle sig i grupper, hvis der en dag for alvor opstår brand.

    Nogle kommuner har endda indført terrorøvelser, der træner børnene i at agere forsvarligt, hvis der kommer terrorister til skolen for at skyde børn og voksne og tage gidsler. Øvelserne aktiverer uhyggelige fantasier i nogle børns hoveder.

    Man kan spørge: Er sandsynligheden for terror på en dansk skole virkelig så stor, at det er nødvendigt med terrorøvelser for at forberede børn og voksne på det værst tænkelige? Prisen for dette beredskab er høj for de børn, som får terrorfantasier så skræmmende, at det bagefter tager lang tid at genfinde den tabte ro.

    Hvis det hypotetisk tænkes, at der som udgangspunkt ligger 100 procents RAM på børnenes harddisk, så vil sådan en terrorøvelse måske optage 50 procent, indtil oplevelsen er bearbejdet tilstrækkeligt.
    Anja Mørup Jørgensenцитує2 роки тому
    Men det larmende legetøj er som regel en engangsfornøjelse, som sjældent kan bruges til meget andet end at støje og skræmme, og slet ikke til fordybelse og rolleøvelse.
    Anja Mørup Jørgensenцитує2 роки тому
    Også en tanke til selve legetøjet. I gamle dage, for ikke så længe siden, kunne der være en enkelt mekanisk hund, der gøede, eller et elektrisk tog, der tøffede, og måske en pruttepude oveni som det absolut vildeste.

    I dag giver en meget stor del af børnenes legetøj lyde fra sig, og mange af lydene er mere end skingre. Oveni kan legetøjet måske rulle eller bevæge sig, og det har ofte sin væsentligste funktion i at kunne overraske eller sætte en forskrækket latter i gang hos børn og voksne.

    Et gevær kan ikke længere bare sige bang. Det lyser og blinker og sender lange kaskader af maskinpistollyde og måske også skumfiduser ud i rummet. En dukke, der græder, når den trykkes på maven, kan ligge i LEGO-klodserne og give lyd, når barnet ikke venter det. Knappen til at slukke gråden kan sidde på dukkens ryg, inde under tøjet og være svær at finde, eller måske skal en bestemt sut ind i dukkens mund, før den tier, og hvor er den sut nu henne?

    Meget er klaret ved at sortere det larmende fra og stille det på en hylde. Så reglen i huset kunne være, at larmesagerne aldrig må være i rodekasserne og skal op på hylden igen hver gang, de har været i brug. De skal måske stå så højt oppe, at barnet skal have hjælp for at få dem ned og kan komme til at glemme dem helt.

    Voksne gavekøbere som familiens onkel Anders er altid klar til spas og barnligt fis og kan gå helt i selvsving, når han står i legetøjsbutikken for at købe fødselsdagsgave til nevø eller niece. Han får trang til at købe de elektroniske legesager med lyd, som ikke fandtes, da han selv var barn, og som han glæder sig til at overraske med.
    Anja Mørup Jørgensenцитує2 роки тому
    Mange børns legetøj bor inde på børneværelset, fordi de fælles rum skal være ryddelige og æstetiske. Men indtil børnene er omkring ni år, vil de som regel helst være ude hos forældrene. Fordi der ikke må være rod i fællesrummet, får de ofte kun lov at tage nogle få stykker legetøj med ud, og så bliver det ikke legekassen med Brio eller dukkemøbler, men enkeltlegetøjet, som ofte larmer mest, de slæber ud.
    Anja Mørup Jørgensenцитує2 роки тому
    I gamle dage, for ikke så længe siden, var der to spisepladser i et hjem. Huset var indrettet med køkken og spisestue og dagligstue og måske en fin stue, og de mange små rum var med til at fordele lyden i boligen. Der var tæpper, billeder, gardiner og stofbetrukne møbler, som dæmpede lyden.

    I dag er huset bygget med køkken-alrum som stort centrum. Her er husets eneste spiseplads med for eksempel loft til kip og minimalistisk stil og indretning. Hvide flader og blankt stål. Wegner, Klint, Montana.

    Det betyder, at op mod 80 procent af lyden i mange moderne hjem bliver kastet retur fra loft, møbler og flader, mens boliger for få år siden kun kastede omkring 20 procent retur. En eftermiddag i sådan et køkken-alrum kan nærmest minde om en tur gennem Københavns Hovedbanegård i den værste myldretid.
    Anja Mørup Jørgensenцитує2 роки тому
    Man spiste på samme tid og ved samme pladser omkring bordet og måske også af samme trygge tallerken dag efter dag efter dag. En sjælden gang var der fest, eller man var ude, men hverdagen og dens madregime dominerede tungt som en tryg og uforanderlig ramme om børns liv.
    Anja Mørup Jørgensenцитує2 роки тому
    I gamle dage, for ikke så længe siden, var mad og måltider et roligt felt i børns liv
    Anja Mørup Jørgensenцитує2 роки тому
    Delebørn har særlig stor glæde af, at hverdage og weekender ikke er for programfyldte, så der er god tid til at få snakket og mærket den forælder, børnene nu er landet hos eller snart skal tage afsked med.
    Anja Mørup Jørgensenцитує2 роки тому
    Rigtig mange børn oplever i dag at skifte base imellem to hjem, fordi forældrene bliver skilt. De fleste voksne kan håndtere dage med rejser og fravær fra basen, netop fordi de er voksne og selv har valgt det. De kan tælle timer og dage, ringe hjem og sige til og fra og derved gøre opholdet ude overskueligt.

    For børn i deleordninger er der ikke noget valg. For dem er udfordringen at skifte mellem to hjem en livsform. Især førskolebørnene og teenagerne, som begge er i faser med kraftig udvikling, har ved skift ikke altid så let ved at finde ro og fornemme det sted, hvor de nu skal bo og høre til. Inden barnet eller teenageren falder helt til, er det måske skiftedag igen.

    Næsten alle skilsmissebørn har brug for lidt ekstra ro til pandelapperne, fordi deleordningen i sig selv påfører dem en vis mængde tumult. Mængden af uro afhænger af barnets følsomhed og modenhed og forældrenes evne til at samarbejde om at gøre overgangene så gnidningsfri som muligt.

    Uanset hvilken deleordning barnet er en del af, kan man gøre det hele lettere via ro og godt samarbejde, hvilket opnås ved at vise hinanden respekt og være omhyggelig med aftaler. Det er også lettere for barnet, hvis forældrene giver den anden banehalvdel fred til at gøre tingene på sin måde. Dog ikke, hvis måden skriger til himlen.

    Respekten mellem de to forældre er vigtigere for børns pandelapper, end at alt er ens de to steder. Det er selvfølgelig lettere, hvis de to voksne kan enes om nogle rammer, regler og retningslinjer, men børn tåler fint, at for eksempel spisevaner, holdning til tv eller rammer omkring noget af det praktiske ikke er identisk i de to hjem.

    ”Hjemme hos far må man godt gå ind med sko på. Mor siger ’hov du, du glemte at tage skoene af ’. Men hun ved godt, at jeg kan komme til at glemme, at det ikke er det samme hos hende.”

    De fleste skilsmissebørn har det bedst med en fast grundbase placeret på den ene banehalvdel og færre samværsdage på den anden banehalvdel. De har brug for en rolig begivenhedsfri dag, når de lige er rykket fra den ene forælder til den anden. Det er årsagen til, at en ordning som for eksempel 5-1-4-4 eller 3-4-3-4 med 4 skift hen over en tougersperiode er for krævende for de fleste. Især for de mindste og ældste. Midtergruppen på 6 til 12 år tilpasser sig nemmere.

    Ved hvert skift er verden forandret. Lugtene er nye, selvom de ikke er ukendte. Sengetøjet er anderledes, og bamsen eller deodoranten kom måske ikke med i tasken. Selvom begge hjem er kendte, reagerer pandelapperne alligevel. Jo flere skift, jo mere støj. Ofte giver det mere ro at nøjes med to skift i en 14dagesperiode, og så bare at komme forbi til lidt at spise eller en tur i svømmehallen i midten af fraværsforløbet, hvis Malte savner far, eller hvis far savner Malte.
    Anja Mørup Jørgensenцитує2 роки тому
    Har man et barn med meget urolig nattesøvn, bør der reguleres på dagen. Metoden er mere ro, flere åndehuller, færre aktiviteter og køligere pandelapper. For de fleste børn giver den opskrift efter kort tid roligere nattesøvn.
    Anja Mørup Jørgensenцитує2 роки тому
    Sommetider hjælper det at lægge en beroligende hånd på barnet, sommetider gør berøring det hele værre og får barnet til at skælde og smælde endnu mere. Det er sjældent en god ide at tage barnet op i favnen. Lad blot barnet mærke en rolig voksen i rummet, der ’tør’ gå gennem denne proces sammen med barnet.
fb2epub
Перетягніть файли сюди, не більш ніж 5 за один раз