“Jeg spandt tråde for alle i slægten. Navne og liv flød i mig og ud gennem mine læbers mumlende sang. Frejlif den Hurtige, Frejlif den Unge, Gyrith og Skjalde-Tormod, Tormod Brorfornægter og Thora, Edith, Sigurd den Førstefødte og du, livets giver. Forbandet og nedsunket i evig glemsel være Kristoffer Sjæleraner og Ketil Storsnakker. Lad ravnen spise sig fed på deres lig. Lad hende, hvis navn jeg havde glemt, selv om jeg fødte og navngav hende, vende tilbage til slægtens trygge bolig. Drej og dans med livet, lad tråden blive lang og stærk. Lad tråden glide roligt igennem mine hænder, så livet bevares og styrkes.”
Stemmen tilhører Ragnhild Skjaldedatter. Hun hidkalder gudinden Freja som ledsager på sin sidste rejse. Før Ragnhild kan give slip på denne verden, må hun finde fred i sindet, sørge for at hendes navn bliver husket og at de gamle skikke holdes i hævd. Den onde lykke, som er kommet til bygden sammen med troen på Hvidekrist, må ikke sejre.
Men tankerne og ordene har det med at løbe andre veje, og smertefulde erindringer smutter som fisk imellem hænderne. Forfædrenes og de nordiske guders historie flettes ind i et væv af fortællinger fortalt fra skellet mellem to verdener: de levende og de dødes, den gamle med de nordiske guder og den nye med Hvidekrist.
Ragnhilds saga fortæller et kvindeliv fra den sene vikingetid, om mænd og sønner der drager i krig, om to kvinder og to brødre, om den nye religion, der trænger sig på, splitter familier ad og omstyrter livet i bygden.
Island, Norge, vikingetiden, kristendom, asatro, historie
