Margaret Atwood

„Badedag,“ siger Rita uden at se på mig.
Cora kommer ind i køkkenet, fra bryggerset bagved, hvor de opbevarer svabere og koste. „En kylling,“ siger hun, næsten med glæde.
„Splejset,“ siger Rita, „men det får være.“
„Der var ikke så meget andet,“ siger jeg. Rita ignorerer mig.
„Jeg synes, den ser stor nok ud,“ siger Cora. Forsvarer hun mig? Jeg ser på hende for at finde ud af, om jeg burde smile; men nej, hun tænker kun på maden. Hun er yngre end Rita; solskinnet, der falder skråt ind gennem vestvinduet, fanger hendes hår, som har skilning og er redt tilbage. Hun må have været køn for ganske nylig. Der er et lille mærke, som et smilehul, i begge hendes ører, hvor hullerne til ørenringe er vokset sammen.
„Lang,“ siger Rita, „men knoglet. Du burde sige fra,“ siger hun til mig, mens hun for første gang ser mig i øjnene. „Du er jo ikke det rene ingenting.“ Hun tænker