Gutkind

Tilbagevendende, akut psykotiske tilstande med bizarre og meget voldelige indslag“.

De må skynde sig, eftersom gerningsmanden har alle en spree killers kendetegn: en stærk personlig drivkraft, men det enkelte mord er ikke klimaks i en fantasi og efterlader ikke noget behov for gentagelse.

Hvert mord er bare et skridt på vejen, en lille del af en endegyldig løsning.

Kaninjægeren nyder ikke deres lidelse, men han fyldes af en følelse af højere retfærdighed –

hvæser Luka og vælter sin kaffekop

DET HVINER I firtommersømmene, da Joona brækker brædderne over fordøren af.

f dagligdagen, når vi bor på matriklen og spiser med på højskolen. Det handler om elevernes oplevelse af kontinuitet, skrev hun i en mail til Sebastian og mig. Vi blev opfordret til at lave spontane foredrag om det, der optager os, og fungerer som gæstelærere, når de ansatte er på kurser eller personaleudflugter. Det er en sekt, siger Sebastian, og man prøver at trække os ind i den. Da lærergruppen var på Grundtvigseminar, skulle vi stå for morgensamlingen. Eleverne var høflige, men de vidste det godt, vi elsker dem ikke rigtigt, vi er venlige, men forbipasserende au pair-piger. De synger falsk, siger Sebastian og ser ud, som om nogen har såret hans følelser. Han er komponist, og i denne periode er han meget inspireret af dagligdagens støj. Han optager lydene, når hans kone sidder ved drejeskiven, fod mod træ, kniv mod metal, den mærkelige svuppen når f

Hun har købt en pose sort te og en lille si, fordi hun ikke har noget tilovers for min Pickwick. Det er kaffedrikkernes te, siger forstanderinden, det er skridtet før Medova, og der har ingen lyst til at gå hen.

Et navn er et stort ansvar, siger jeg. En rækkefølge af bogstaver, som skolelærere vil råbe op hver dag, når de kigger ned i protokollen. Et navn vores søn skal sige, hver eneste gang han møder et andet menneske. På legepladser, diskoteker, til jobsamtaler. Han skal underskrive dokumenter med det navn, vi finder frem til, det skal stå yderst i hjørnet af de tegninger, vi hænger op på køleskabet. Det skal ridses ind i de grimme lerskåle, vi får i julegave, og ende sine dage på en gravsten.

Jeg var seksogtyve år, første gang en mand sagde til mig, at jeg holdt mig godt. Når jeg tilfældigvis nævner min alder, oplever jeg tit at blive forsikret om, at man ikke kan se det, hvilket i øvrigt er løgn. Jeg har altid set ældre ud, end jeg er. Det gjorde mig stolt, da jeg var barn, det var praktisk, da jeg var teenager, og nu er jeg ligeglad. Det provokerer mig grænseløst at blive tillagt et ønske om at se yngre ud, at blive opfattet som et madprodukt med en udløbsdato. Det er besynderligt at være en kvinde. I puberteten foræres vi en magt, vi knap forstår, når vi betragter vores begyndende bryster. Vi trasker lidt forvirrede efter dem gennem verden, slår folk over fingrene, hvis de vil røre ved dem, men trætheden indfinder sig, og man tænker: Herregud. I en årrække er vi målet for samfundets begær. Vi er de ubeskrevne blade, vi er det modsatte af døden. Som alle andre forveksler vi ungdommen med evigheden og forvirres, når vi opdager, at den kun var til låns. Til sidst er der ingen at slå over fingrene, højst et par børn der er sultne, og samfundets blik er blevet sentimentalt. Fra brysterne panorerer det til maven og kryber ned i barnevognen, hvor det smilende takker for bidraget til menneskeracen. I en kort periode behandles man varsomt, repræsentant som man er for selveste Moder Jord. Kære ungdommelige ældre. Mænd kan bedst forholde sig til kvindekroppen, hvis der enten skal noget ind i den eller ud af den. Herefter bliver det kritisk. Rådvildheden breder sig. I ren og skær forvirring og mangel på fantasi klamrer de sig nu til dine overarme. Herregud.