Max Brooks

nærmere for hvert desperate svømmetag. Nærmere, men stadig langt væk. Det gjorde ondt i musklerne. Det sved i lungerne.
Svøm! SVØM!
Argh!
Jeg krympede mig, da en smerte pludselig jog gennem hele kroppen. Jeg åbnede munden i et stumt skrig, da jeg rakte ud efter lyset, luften, livet.
Jeg kom op i den kølige, rene luft.
Jeg hostede. Jeg spruttede. Jeg stønnede. Jeg grinede.
Jeg trak vejret.
Et øjeblik nød jeg det bare, lukkede øjnene og lod solen varme mit ansigt. Men da jeg åbnede øjnene, kunne jeg ikke tro det, jeg så. Solen var kvadratisk! Jeg blinkede hårdt. Også skyerne? I stedet for runde, dunede vatkugler gled nogle smalle, firkantede former langsomt af sted over mig.
Du ser stadig syner, sagde jeg til mig selv. Du slog hovedet, da du faldt ud af båden, og nu er du bare en smule ør.
Men var jeg virkelig faldet ud af en båd? Jeg kunne ikke huske det. Jeg kunne faktisk ikke huske noget som helst – hvordan jeg var havnet

Jeg havde overset det i skumringens svage lys. Da jeg gik hen mod den halvmørke skov, trådte et andet dyr, der var lige så hvidt som skyerne på himlen, frem bag sin sorte tvilling. Trods de to dyrs kantede, flade omrids kunne jeg se antydningen af uldpels.

”I er får,” sagde jeg smilende og rakte ud for at ae et af dem. Jeg tænkte mig ikke om. Det var ikke min mening at slå det.

Fåret skreg, blev helt lyserødt og pilede så ind i skoven.

”Undskyld!” råbte jeg efter det. ”Undskyld, lille får!” Jeg havde frygtelig dårlig samvittighed og vendte mig om mod dets artsfælle, der virkede ganske uanfægtet. ”Det var altså ikke med vilje. Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg bruger den her krop, må du forstå,” forklarede jeg febrilsk.

”Kluk-kluk-kluk,” blev der svaret til venstre for mig. To små fugle, der begge var omkring en blok høje, gik og pikkede i jorden. De havde korte, tynde ben, tykke kroppe dækket af hvide fjer og små hoveder, der endte i flade, orange næb.

”Jeg er ikke sikker på, at I er høns,” sagde jeg til dem. ”I minder lidt om ænder.” De så op på mig og klukkede. ”Men I lyder som høns,” fortsatte jeg, ”så det giver vel bedre mening at kalde jer det end … hønseænder.”

Ordet fik mig til at udstøde en lille latter, som hurtigt blev til et rent latterbrøl. Det føltes dejligt at grine og få afløb for al min vanvittige anspændthed.

Så hørte jeg en ny lyd.

”Grraa.”

Det var en blanding af en rallen og en stønnen, der fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen.

Jeg kiggede rundt for at finde frem til kilden. På denne ø lod lyde til at komme fra alle retninger. Jeg lyttede efter og ønskede, at hønsene ville klappe i.

Så kunne jeg lugte det. Mug og råd, som en død rotte i en gammel, sur sok. Jeg så først skikkelsen, da den var en halv snes skridt fra mig. Først troede jeg, at det var et andet menneske, der var klædt ligesom mig, og jeg trådte helt automatisk et skridt frem.

Og så, lige så instinktivt, standsede jeg og gik baglæns. Skikkelsens tøj var laset og beskidt, og huden spættet med grønne pletter. Øjnene, hvis man da kunne kalde dem øjne, var ikke andet end

var de der ikke, og det næste, PLING! Okay, måske tilføjede jeg ”PLING!”