Цитати
Kapitel 1
Er, som titlen antyder, det allerførste kapitel og dermed starten på historien.
Skovlunde Bytorv var bestemt ikke, hvad det havde været. Det vidste Niller udmærket godt, for næsten hver gang, han fortalte, at det var der, han boede, sagde folk, at bytorvet bestemt ikke var, hvad det havde været.
Niller syntes nu alligevel, at det var det bedste sted at bo i hele universet, lige midt på torvet i den lille lejlighed oven på slagterbutikken. Det var Nillers far, som var slagter, men hvis man tog bare et hurtigt kig ind i den lille slagterbutik, var der ingen tvivl om, at Nillers far havde et hjerte, der bankede mere for fodbold end for hakket kalv og flæsk.
Og selvom det var mange år siden, at fodboldspilleren Preben Elkjær havde været på landsholdet, så hang der overalt i butikken plakater med ham.
Der hang også et gult A4-ark med en sur smiley på, som en mand fra noget, der hedder Sundhedsstyrelsen, havde hængt op en dag, han var kommet på uanmeldt besøg. Siden den dag havde det været småt med kunderne, og da der under meget mystiske omstændigheder var forsvundet en gravhund ude foran butikken, var folk for alvor begyndt at køre til de store supermarkeder i stedet, når de skulle handle kød.
De andre butikker på torvet havde heller ikke voldsomt travlt med kunder.
Helt for enden af torvet lå Skovlundes førende leverandør af printerblæk og andre spændende kopirelaterede produkter. Det var i hvert fald sådan, Kaj havde præsenteret sin forretning for Niller op til flere gange. Kopi-Kaj havde altid boet på Skovlunde Bytorv med sin mor, der havde drevet danseskolen, som nu lå tom, efter at hun for et par år siden var gået bort. Godt nok kom en eksotisk dame, som Nillers far sagde, og dansede hver torsdag, men ellers lå den tom. Kaj havde mange gange præsenteret Niller for det, der var kopimaskineverdenens svar på Rolls-Royce: den store Xerox-maskine, der fyldte det meste af butikken og lød som en robot, når den pustede varm luft ud, som Niller syntes lugtede af gammel mælk.
Kaj sad for det meste oppe i sin lejlighed over kopiforretningen og hadede internettet og alt, hvad det stod for2.
Ved siden af slagterbutikken lå Elses Helse. Indehaveren Else var en sød og spændende dame, som ofte pludrede løs om glæden ved en god omgang økologisk lavendellavement eller det store univers, som bandt alle os mennesker sammen. I loftet havde Else for mange år siden malet et stort yin og yang-tegn i håb om mere åndelig ro. Niller havde aldrig helt forstået, hvordan en sort og hvid cirkel kunne give åndelig ro, men der var ingen tvivl om, at det virkede, for der var sjældent kunder i butikken.
Til den anden side lå Sultan Pizza. Her stod Erkan, der var en stor, tyk og venlig mand med helt usædvanlig meget hår på både bryst og ryg. Niller stirrede altid på Erkans store, svedige og behårede overarme, når han svingede en klump dej i luften, indtil den blev til bunden af en pizza. Og hver gang grinede Erkan og sagde: ”Du skalla ikea blive bange, Niller. Di er bara hår. Tænk, hvis du se min store, bare ræv, uha, uha, så jeg forstå, dig bliva bange.”
Erkan var født og opvokset i byen Dalaman i Tyrkiet, men ejede nu et italiensk pizzeria på Skovlunde Bytorv. Han talte med en tydelig tyrkisk accent, så når han fortalte om sin hjemstavn, havde Niller i mange år troet, at den hed Dillermand.
Det eneste, Erkan kunne sige på italiensk, var ”si”. Erkan havde sat Niller ind i, at det betød ”ja” på italiensk og var et eksotisk ord, som gjorde kunderne både glade og købelystne. Derfor var det stort set det eneste, Erkan sagde, når der en sjælden gang var nogen, der ringede for at bestille en frokostpizza eller en lille bakke pomfritter.
”Si, si!” skreg Erkan så, også selvom folk i den anden ende af telefonen brokkede sig over, at hele familien havde været på toilettet, efter at de havde sat tænderne i en Sultan-pizza
Er, som titlen antyder, det allerførste kapitel og dermed starten på historien.
Skovlunde Bytorv var bestemt ikke, hvad det havde været. Det vidste Niller udmærket godt, for næsten hver gang, han fortalte, at det var der, han boede, sagde folk, at bytorvet bestemt ikke var, hvad det havde været.
Niller syntes nu alligevel, at det var det bedste sted at bo i hele universet, lige midt på torvet i den lille lejlighed oven på slagterbutikken. Det var Nillers far, som var slagter, men hvis man tog bare et hurtigt kig ind i den lille slagterbutik, var der ingen tvivl om, at Nillers far havde et hjerte, der bankede mere for fodbold end for hakket kalv og flæsk.
Og selvom det var mange år siden, at fodboldspilleren Preben Elkjær havde været på landsholdet, så hang der overalt i butikken plakater med ham.
Der hang også et gult A4-ark med en sur smiley på, som en mand fra noget, der hedder Sundhedsstyrelsen, havde hængt op en dag, han var kommet på uanmeldt besøg. Siden den dag havde det været småt med kunderne, og da der under meget mystiske omstændigheder var forsvundet en gravhund ude foran butikken, var folk for alvor begyndt at køre til de store supermarkeder i stedet, når de skulle handle kød.
De andre butikker på torvet havde heller ikke voldsomt travlt med kunder.
Helt for enden af torvet lå Skovlundes førende leverandør af printerblæk og andre spændende kopirelaterede produkter. Det var i hvert fald sådan, Kaj havde præsenteret sin forretning for Niller op til flere gange. Kopi-Kaj havde altid boet på Skovlunde Bytorv med sin mor, der havde drevet danseskolen, som nu lå tom, efter at hun for et par år siden var gået bort. Godt nok kom en eksotisk dame, som Nillers far sagde, og dansede hver torsdag, men ellers lå den tom. Kaj havde mange gange præsenteret Niller for det, der var kopimaskineverdenens svar på Rolls-Royce: den store Xerox-maskine, der fyldte det meste af butikken og lød som en robot, når den pustede varm luft ud, som Niller syntes lugtede af gammel mælk.
Kaj sad for det meste oppe i sin lejlighed over kopiforretningen og hadede internettet og alt, hvad det stod for2.
Ved siden af slagterbutikken lå Elses Helse. Indehaveren Else var en sød og spændende dame, som ofte pludrede løs om glæden ved en god omgang økologisk lavendellavement eller det store univers, som bandt alle os mennesker sammen. I loftet havde Else for mange år siden malet et stort yin og yang-tegn i håb om mere åndelig ro. Niller havde aldrig helt forstået, hvordan en sort og hvid cirkel kunne give åndelig ro, men der var ingen tvivl om, at det virkede, for der var sjældent kunder i butikken.
Til den anden side lå Sultan Pizza. Her stod Erkan, der var en stor, tyk og venlig mand med helt usædvanlig meget hår på både bryst og ryg. Niller stirrede altid på Erkans store, svedige og behårede overarme, når han svingede en klump dej i luften, indtil den blev til bunden af en pizza. Og hver gang grinede Erkan og sagde: ”Du skalla ikea blive bange, Niller. Di er bara hår. Tænk, hvis du se min store, bare ræv, uha, uha, så jeg forstå, dig bliva bange.”
Erkan var født og opvokset i byen Dalaman i Tyrkiet, men ejede nu et italiensk pizzeria på Skovlunde Bytorv. Han talte med en tydelig tyrkisk accent, så når han fortalte om sin hjemstavn, havde Niller i mange år troet, at den hed Dillermand.
Det eneste, Erkan kunne sige på italiensk, var ”si”. Erkan havde sat Niller ind i, at det betød ”ja” på italiensk og var et eksotisk ord, som gjorde kunderne både glade og købelystne. Derfor var det stort set det eneste, Erkan sagde, når der en sjælden gang var nogen, der ringede for at bestille en frokostpizza eller en lille bakke pomfritter.
”Si, si!” skreg Erkan så, også selvom folk i den anden ende af telefonen brokkede sig over, at hele familien havde været på toilettet, efter at de havde sat tænderne i en Sultan-pizza
De stod alle sammen rundt om den store grill, som Nillers far slæbte frem til torvedagene, og smilede.
Hej
videobåndet med højdepunkterne fra EM i ’84, som han for år tilbage havde optaget på sin gamle VHS-maskine9.
”Far, kender du karmaloven?” spurgte Niller.
Nillers far skubbede videobåndet ind i maskinen.
”Hvad?” sagde han med ryggen til.
”Karma!”
”Nåh, Parma. Ja, ja. Italiensk klub, stor i 90’erne.”
”Nej
”Far, kender du karmaloven?” spurgte Niller.
Nillers far skubbede videobåndet ind i maskinen.
”Hvad?” sagde han med ryggen til.
”Karma!”
”Nåh, Parma. Ja, ja. Italiensk klub, stor i 90’erne.”
”Nej
fb2epub
Перетягніть файли сюди,
не більш ніж 5 за один раз