Høst og Søn

NOORA: Hej er det her Wilhelms nr?
WILLIAM: Noora?
NOORA: Ja hej
WILLIAM: Aaaw du har ladet din telefon op <3 For min skyld?
NOORA: ok nørd
NOORA: Jeg må bede dig om en tjeneste
WILLIAM: ok? Anything for you bby
NOORA: Du skal ikke kalde mig bby
WILLIAM: Ok modtaget
WILLIAM: Hvad med hunny?
NOORA: Nej
WILLIAM: My love? Eller lover?
NOORA: seriøst
WILLIAM: Anything for you lover
NOORA: kæft hvor er du kikset
WILLIAM: Haha!!
WILLIAM: ok så kalder jeg dig bare noora
WILLIAM: Noora Amalie Sætre
NOORA: Fedt
WILLIAM: Hvad kan jeg gøre for dig?
NOORA: Er du sød at sige undskyld til Vilde for det du sagde om at hun ikke var lækker nok
WILLIAM: hvorfor det?
NOORA: Fordi det sårede hende rigtig meget. gider du please bare gøre det
WILLIAM: tror ikke det er så smart
NOORA: Selvfølgelig er det smart er du klar over hvor sygt ked af det hun blev? Du burde have sagt undskyld for længe siden. Eller for det første burde du aldrig have sagt det! Hvem går rundt og siger sådan noget??? Det er helt utrolig røvhulsagtigt at sige
WILLIAM: Ok hvis det er så vigtigt for dig
WILLIAM: har du hendes nummer?
NOORA: Nej du skal ikke ringe til hende!!
WILLIAM:?
NOORA: det virker jo totalt underligt, det skal virke naturligt sådan så det kommer fra dig. Og du må ikke sige at det er mig der har bedt dig om det! Kan du ikke bare sige det på skolen?
WILLIAM: Efter jul kommer jeg ikke på skolen mere
NOORA: Hvad med til juletræstændingen på fredag?
WILLIAM: Ait
NOORA: Lover du at gøre det?
WILLIAM: Lover
WILLIAM: Tager du så med mig på date?
NOORA: Nej
WILLIAM: Oouch
WILLIAM: du er cold
NOORA: Ok whatever
NOORA: EN kort date
WILLIAM: Lover?
NOORA: Lover

Der er ikke noget sukker og ingen rene skeer, så jeg spiser dem direkte fra pakken. Med fingrene. Jeg ser op på uret. Klokken er næsten otte. Skolen starter om lidt. Jeg løber ind på værelset

Der er ikke noget sukker og ingen rene skeer, så jeg spiser dem direkte fra pakken. Med fingrene. Jeg ser op på uret. Klokken er næsten otte. Skolen starter om lidt. Jeg løber ind på værelset

Det kan først blive efter træning,« siger han. »Vi kan ikke blive væk lige inden en kamp.«
»Så bliver det efter træning,« siger Emma.
Vi følges ud af klassen.
Mikkel og Emma går hen mod udgangen.
Elias er på vej ind på kontoret.
Jeg kan mærke den ækle følelse i maven.
Det er svært at forestille sig, at der er nogen i klassen, der stjæler.
Men hvis der ikke er, hvor er kugle-pennen og mobilen så blevet af?
Pokkers også.
3
Emma, Mikkel og jeg følges hjem.
»Øv, hvor er det klamt, hvis vi har en tyv i klassen,« siger Emma.
Hun gyser.
»Skørt,« siger Mikkel.
Jeg prøver at se alle de andre i klassen for mig.
Jeg kan ikke forestille mig, at nogen af dem kunne finde på at stjæle.
»Det ville være typisk Liva,« siger Emma.
Emma kan ikke ret godt lide Liva. Især ikke efter at Liva talte ondt om os.
»Måske er hun stadig sur på os, fordi hun blev låst inde i gartneriet,« siger Emma.

Det kan først blive efter træning,« siger han. »Vi kan ikke blive væk lige inden en kamp.«
»Så bliver det efter træning,« siger Emma.
Vi følges ud af klassen.
Mikkel og Emma går hen mod udgangen.
Elias er på vej ind på kontoret.
Jeg kan mærke den ækle følelse i maven.
Det er svært at forestille sig, at der er nogen i klassen, der stjæler.
Men hvis der ikke er, hvor er kugle-pennen og mobilen så blevet af?
Pokkers også.
3
Emma, Mikkel og jeg følges hjem.
»Øv, hvor er det klamt, hvis vi har en tyv i klassen,« siger Emma.
Hun gyser.
»Skørt,« siger Mikkel.
Jeg prøver at se alle de andre i klassen for mig.
Jeg kan ikke forestille mig, at nogen af dem kunne finde på at stjæle.
»Det ville være typisk Liva,« siger Emma.
Emma kan ikke ret godt lide Liva. Især ikke efter at Liva talte ondt om os.
»Måske er hun stadig sur på os, fordi hun blev låst inde i gartneriet,« siger Emma.
Hun ser på mig.
Jeg nikker.
Jeg kan ikke lide at tænke på dengang, Emma og jeg ville hævne os på Liva. Hun blev låst inde i gartneriet. Hun har god grund til at være sur.
»Men hvorfor skulle Liva stjæle?« spørger Mikkel.
Emma og jeg stopper op midt på vejen.
Vi ser på hinanden. Mikkel har ret.
»Hun har jo alt,« siger jeg. »Hendes forældre er vildt rige. Hun får alt, hvad hun peger på.«
Emma sukker.
»Ja, hendes mobil er meget bedre end Elias’. Hun og Camilla får altid det bedste.«
»Camilla kan det i hvert fald ikke være. Hun har været syg i næsten en uge,« siger jeg.
Emma er tavs et stykke tid.
»Liva er den sidste i verden, der har grund til at stjæle,« siger hun så.
Nu har hun tænke-rynker i panden igen.
»Men hvem kan det så være?«
Hun retter på sin taske og begynder at gå.
»Vi bliver nødt til at holde øje med dem alle sammen hele tiden,« siger hun.
Da vi kommer hen til krydset, skal vi hver sin vej.
»Så ses vi henne ved fodbold-banen,« siger Emma.
»Efter træning,« griner Mikkel

Jeg havde drømt om en piges bløde, bløde læber og hendes duftende hud – og så var mit første tungekys fyldt med kradsende skægstubbe, aftershave og mandelugt! Det var slet, slet ikke sådan, det skulle have været.

Kapitel 10 – Om én Karen for meget
Anden gang jeg kom til kinesisk, mødte Karen desværre også op. Det skabte lidt forvirring, for læreren havde kun én Karen på sin liste og ville nu vide, hvad vi hver især hed til efternavn, så hun kunne finde ud af, hvem af os, der ikke var registreret i systemet.
»Blixen,« fløj det straks ud af munden på mig, for det lød på en eller anden måde så naturligt.
Først så de andre lidt underlige ud i ansigterne, og jeg blev et øjeblik nervøs for, om det var det samme, den anden Karen lige havde sagt. Jeg glemmer somme tider at høre efter. Men hun hed heldigvis Andersen. Jeg åndede lettet op.
»Så Karen Andersen og Karen Blixen,« gentog læreren og skrev ned på sin blok. »Og jeg skal lige være sikker. Det er Blixen med x?«
»Lige præcis,« sagde jeg. »Det er lidt specielt.«
Nogen vil måske undre sig over, at jeg overhovedet mødte op igen. Men det var, fordi vi den første gang var blevet inddelt i sådan nogle par, og jeg var kommet sammen med en, som hed Birgit, som ikke var særligt god. Vi havde øvet nogle sætninger, som var vildt svære, og som vi skulle fremføre for resten af holdet den næste gang. Så virkede det ærligt talt lidt fejt ikke at komme.
Det gik også rigtig fint med øvelserne og sætningerne. Og jeg lærte et par nye ord, og læreren spillede en sang for os på anlægget, som hed »Dong fang hong«, som betyder »Østen er rød«, og som er en meget kendt sang i Kina.
Bagefter skulle vi prøve at synge den sammen, mens læreren spillede den på sin guitar, og hvis jeg selv skal sige det, var jeg nok en af dem, der sang den allerbedst. Jeg havde virkelig flair for det sprog.
Men anden gang blev også sidste gang på kinesisk-holdet. For jeg vidste jo godt, at Karen Blixen helt sikkert ikke havde betalt. Og jeg vidste også, at mor helt sikkert ikke ville give mig lov til at gå til kinesisk. Vi var nemlig i gang med at spare op til at få repareret vores vaskemaskine, som var gået i stykker – eller købe en ny, så mor og jeg kunne slippe for at gå på vaskeri hver uge.
Så efter den dag forsvandt Karen Blixen uden en lyd. Som sunket i jorden. Det må have virket meget mystisk. Og jeg håber ikke, at nogen er blevet bekymrede af den grund. Det var nødt til at være sådan.
I lang tid var jeg ret nervøs for at

over næse og mund. Det er mit underansigt, der er hårdest ramt. Knoglerne og bindevævet omkring mine øjne er ikke vokset så langt ud endnu. Ikke ligesom hos Peter. Når han kiggede på én, var det, som om han gjorde det fra bunden af en skakt.
Penge har jeg ingen af. Heller ingen id. »Den får du ikke brug for mere,« som Patrick sagde, da han rakte hånden ud efter min pung for at låse den inde i det grønne metalskab. Og på en måde havde han vel ret: Mit ansigt gør papirer overflødige

Kapitel 1 – Om mad i næsen
Lad mig sige det, som det er. Min mor har ikke været specielt heldig med sine børn.
Og nu tænker du nok straks »arh okay« og »vær nu ikke så grov mod dig selv«, men det passer. For først kom Mikala, som er hjerneskadet, og de rendte konstant til undersøgelser og møder – og gør det for øvrigt stadig, selvom Mikala i dag er fyldt nitten. Så skred Mikalas far, Bjarke, til Holland, og mor mødte i stedet min far, og så kom Honey, altså mig. Med læbeganespalte og utallige operationer og mad, som satte sig fast i næsen, da jeg var lille.
Jeg lignede ærligt talt et monster. Bestemt ikke den nuttede, fine, lyserøde baby de fleste går og drømmer om. Og selvom jeg er sluppet billigt i forhold til mange andre med læbeganespalte, så kommer man ikke uden om, at jeg ikke er for køn at se på. Faktisk det stik modsatte. Min næse er flad og skæv,

munden på et menneske. Alligevel samles vi omkring hende på verandaen, for hvad skulle vi ellers gøre?
Peter er forsvundet, det er det eneste, vi ved. Da han ikke dukkede op til morgenmaden, blev Dipper først sendt over for at kigge efter ham på sovesalen og lokummerne. Da vi havde spist, fik vi besked på at lede alle de sædvanlige steder, hvor folk kan finde på at gemme sig. På det lave loft over spisebarakken, i buskene nede ved sumpen og inde bag ved skramlet i redskabsskuret. Hans skab i sovesalen blev også rodet igennem, fordi de ville se, om nogen af hans ting manglede, men så var der alligevel ingen, der vidste, hvad