Hans Christian Andersen

Oven over den

Fyrtøjet
Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen: én, to! én, to! han havde sit tornyster på ryggen og en sabel ved siden, for han havde været i krigen, og nu skulle han hjem. Så mødte han en gammel heks på landevejen; hun var så ækel, hendes underlæbe hang hende lige ned på brystet. Hun sagde: „God aften, soldat! hvor du har en pæn sabel og et stort tornyster, du er en rigtig soldat! Nu skal du få så mange penge, du vil eje!“
„Tak skal du have, du gamle heks!“ sagde soldaten.
„Kan du se det store træ?“ sagde heksen og pegede på det træ, der stod ved siden af dem. „Det er ganske hult indeni! Der skal du krybe op i toppen, så ser du et hul, som du kan lade dig glide igennem og komme dybt ned i træet! Jeg skal binde dig en strikke om livet, for at jeg kan hejse dig op igen, når du råber på mig!“
„Hvad skal jeg så nede i træet?“ spurgte soldaten.
„Hente penge!“ sagde heksen, „du skal vide, når du kommer ned på bunden af træet, så er du i en stor gang; der er ganske lyst, for der brænder over hundrede lamper. Så ser du tre døre, du kan lukke dem op, nøglen sidder i. Går du ind i det første kammer, da ser du midt på gulvet en stor kiste, oven på den sidder en hund; han har et par øjne så store som et par tekopper, men det skal du ikke bryde dig om! Jeg giver dig mit blåternede forklæde, det kan du brede ud på gulvet; gå så rask hen og tag hunden, sæt ham på mit forklæde, luk kisten op og tag lige så mange skillinger, du vil. De er alle sammen af kobber; men vil du hellere have sølv, så skal du gå ind i det næste værelse; der sidder en hund, der har et par øjne så store som et par møllehjul; men det skal du ikke bryde dig om, sæt ham på mit forklæde, og tag du af pengene! Vil du derimod have guld, det kan du også få, og det så meget, du vil bære, når du går ind i det tredje kammer. Men hunden, som sidder på pengekisten, har her to øjne, hvert så stort som „Rundetårn“. Det er en rigtig hund, kan du tro! men det skal du ikke bryde dig noget om!

skræve over renden

stige ud til hinanden,

t.

Midt i bondebyen boede den gamle Mo’er Skomagers,

Den lille pige hed Karen

irmation i røde sko, m

ammel soldat med en krykkestok og med

„Danse skal du!“ sagde han, „danse på dine røde sko, til du bliver bleg og kold! til din hud skrumper sammen som en benrads! danse skal du fra dør til dør, og hvor der bo stolte forfængelige børn, skal du banke på, så at de høre dig og frygte dig! Danse skal du, danse – –!“

„Danse skal du!“ sagde han, „danse på dine røde sko, til du bliver bleg og kold! til din hud skrumper sammen som en benrads! danse skal du fra dør til dør, og hvor der bo stolte forfængelige børn, skal du banke på, så at de høre dig og frygte dig! Danse skal du, danse – –!“