Erin Watt

Jeg bliver helt kold indvendig, mens jeg prøver at absorbere det, lægen siger.

Jeg prøver at bevæge mig lidt rundt på værelset, men mine ankler føles underligt ustabile. Jeg må virke så sexet som en halt hest.

Jeg har lyst til at kysse hende i al evighed. Sådan her burde vi blive stående for altid. Om hundrede år finder de os i ruinerne, to elskende som døde i et kys.

Jeg ser på mit ur. „Jeg kommer altså ikke for sent.“

Klokken er et minut i ni, og det her ur går aldrig forkert. Det er det mest kostbare, jeg ejer. Min mor siger, det har været min fars. Ud over sin sæd er det det eneste, han efterlod sig.

„Har du mande-pms, eller er du bare i pissedårligt humør 24/7?“

Jeg tilbringer tiden med at beundre alle de veltrænede bagdele på skærmen og griner smørret over alle de dobbelttydige kommentarer, som for eksempel at fyren med bolden virkelig skal gå til hullet, og hvordan det andet hold ikke får nok indtrængning nede bagi.