For at finde svaret på dette spørgsmål, skal vi ind i psykens allerinderste og allerhemmeligste maskinrum, hvor alle fortidens svigt, afvisninger, skuffelser og skamfulde oplevelser ligger skjult.

Men det koster dyrt at blive angstfri gennem passiv tilpasning. Og den opnåede kontrol er illusorisk. Anna var ikke længere sin egen. Hun var blevet farens. Og hun havde betalt med det dyrebareste, hun ejede: den spontane, frie kontakt til sin egen indre kerne

Fragmenteringssmerten bliver gemt væk bag lås og slå i de allerfjerneste og mest utilgængelige afkroge af vores psykiske struktur. Vi frygter dette uden sammenligning skrøbeligste og mest velbevogtede sted i psyken mere end noget andet og undgår det for enhver pris. For at holde frygten i ave konstruerer vi komplicerede forsvarsmekanismer, der skal sørge for, at vi aldrig igen nærmer os dette psykiske minefelt, men også for, at den del af os