Eva Tind

? Er man den, der forlader, bare fordi man er den, der går

Hudens porer åbner sig. Følelserne sidder i huden som rurer, én i hver pore, små, hvide, hårde knopper, som havet bliver ved med at skylle ind over. En rur lever i et hvidt, vulkanlignende hus. Toppen af huset består af fire kalkplader, der kan åbne og lukke som en dør. Inde i huset ligger dyret på ryggen, fastgjort med antenner til en hindeagtig bund. Dets lange, slanke lemmer er dækket af tætte børster, der bruges til at bringe føde og vand ind i huset

Ja, dovenskab holder én tilbage, men ikke alder. Det er en forvrøvlet indstilling, at noget hører bestemte aldre til. Man ældes, når man begynder at opdele ting i før og nu, alting findes altid samtidig. Så længe vi er her, er ingenting for sent.
– Så begynder jeg at gå med rottehaler igen. Og sjippe

Den bog, jeg læser, handler om de sange og dansemønstre, shamanerne udfører ved ceremonier. Jeg ved ikke ret meget om koreansk shamanisme, kun, at halaboji var baksu, og at de rekvisitter og kostumer, der er her i huset, er blevet brugt til at udføre shamanistiske ritualer, såkaldte guts. Jeg er ikke i tvivl om, at ritualet på bjerget var en gut

Det er underligt, at hun ser så mange lag i min tekst, som jeg ikke selv kan se. Det, jeg skriver, folder sig ikke ud for mig gennem skrivningen, meningen siver så uendeligt langsomt gennem min bevidsthed. Der kan gå flere uger, eller år, efter, at det, jeg har skrevet, er blevet udgivet, før jeg begynder at forstå betydningen af min egen tekst. Og på det tidspunkt, hvor de dybere lag i teksten endelig kommer til syne, er den drevet så langt væk fra mig, at det er, som om en fremmed har ført min hånd, og jeg undrer mig, har jeg virkelig skrevet det?

Det, der brød sammen i mig, da I gik fra hinanden, vil for altid være hjemløst, men det betyder ikke, at jeg ikke accepterer det. Det gør jeg. Smerten skal du ikke tage fra mig, den er mit vidne om, at det, jeg mistede, betød noget. Jeg fortalte dig aldrig, at jeg, få måneder efter vi flyttede fra huset, cyklede derud. De nye ejere og deres børn legede i haven.

underlige kødritual er der noget, der siger mig, at

Det er først i de senere år, at jeg har fundet ud af, at jeg slet ikke skal forløse min sorg, men i stedet tage min sorg tilbage, synliggøre den og give den plads, så kærligheden og tabet kan mindes. Det gør ikke terapi overflødig. Det er naturligvis brugbart at få nye indsigter, redskaber og andre perspektiver, men hverken mikrodosering, stoffer eller terapi kan eller skal fjerne et så grundlæggende sår. I stedet for at jagte en forløsning som en blind begyndte jeg i stedet at give skygger form, for konkrete billeder og ord er så meget lettere at håndtere og holde om. Gennem indre drømmerejser og regressionsterapi, fik jeg givet de udefinerbare
følelser, jeg havde i min krop og mit indre, en form og et eget sprog. Kombineret med meditationen blev der skabt stilhed og ro omkring mine følelser, særligt dem, der kunne virke uhåndterbare, og som kunne overtage mit sind

Vestlig terapi og ideen om heling af traumer udspringer naturligvis af vestlig tænkning, kultur og normer, der traditionelt har stillet sig over andre kulturer. Mit spørgsmål er: Hvis et barn og en mor skilles ad, er det så virkelig sandt, at smerten kan og skal forløses? Er det ikke omvendt? Er det ikke af afgørende vigtighed, at det bliver husket?

Vestlig terapi og ideen om heling af traumer udspringer naturligvis af vestlig tænkning, kultur og normer, der traditionelt har stillet sig over andre kulturer. Mit spørgsmål er: Hvis et barn og en mor skilles ad, er det så virkelig sandt, at smerten kan og skal forløses? Er det ikke omvendt? Er det ikke af afgørende vigtighed, at det bliver husket?