Rødby – Puttgarden

Næ. Jeg laver slet ikke noget mere. Jeg tror, jeg holder op.

– Hvad vil du så?

– Ikke noget. Må jeg bo lidt hos jer?

– Selvfølgelig må du det. Jeg synes bare, du skal tænke dig rigtig godt om.

– Jeg bestiller ikke andet.

– Nej, men sov nu på det. Måske ser alting lidt lysere ud i morgen.

I det halvandet år jeg studerede, boede jeg på klubværelse ved havnen i Næstved. Til hverdag spiste jeg mange pastaskruer, om lørdagen hentede jeg pomfritter på en grillbar oppe ved stationen.

– Ved du hvad, Jane, jeg er vel i bund og grund glad for at være her. Jeg keder mig bare nogle gange.

– Det er det, jeg mener.

– Keder du dig aldrig?

– Næ. Ikke rigtigt.

– Du arbejder jo også.

– Det gør du også snart igen.

Dittes lille gråd steg op fra barnevognen ved cykelskuret. Jeg stak i Tines gummistøvler og gik ned efter hende. Så snart hun så mig, holdt hun op med at græde.

å nattevagten nåede man frem og tilbage mellem Tyskland og Danmark i alt tre gange.

Jo, du kan. Kan du ikke feje?

– Hvordan mener du?

– Med en kost. Så kan du bare feje for mig hele dagen i morgen.

– Jamen, jeg skal på nat.

– Nå, der var ærgerligt. Hov, det skal jeg da også.

Jeg vidste ikke rigtigt, om han mente, hvad han sagde.

Hvornår kom du hjem?

– Ved to-tiden.

– Hvor var du?

– På Plinten, som jeg sagde. Og bagefter på Landmanden.

Hun gjorde tegn til, at jeg skulle åbne vinduet.
– Jeg går lidt over i hallen, sagde hun.
– Nu?
– Måske tager jeg en øl på Plinten. Skal jeg købe slik?
– En pose dimser.
– Stor eller lille?
– Stor.
Så hørte jeg Ditte græde inde i soveværelset, jeg gjorde tegn til Tine og gik derind. Da jeg kom tilbage til køkkenvinduet, var Tine gået. Jeg børstede tænder og satte mig i stuen og ventede.

m morgenen blev jeg vækket af Dittes lyde inde fra soveværelset. Jeg listede ind og løftede hende op, Tine vendte sig om på den anden side. Jeg satte kaffe over, mens Ditte lå på sit kludetæppe på gulvet og så på mig. Jeg gjorde også en flaske klar til hende.

Efter tiende klasse begyndte hun på færgerne. Det første år ryddede hun af i restauranten, men så snart hun fyldte atten, placerede Alsing hende i parfumeriet

Osten mugnede to gange i træk, og det var min skyld. Jeg var sikker på, at vores mor engang havde sagt, at ost ikke måtte komme i køleskabet