Den døende detektiv

Det var ikke nogen rar fornemmelse, for den slags ting plejer jeg altid at kunne huske.”
“Det er vel ikke så mærkeligt,” sagde Jarnebring og grinede let.

“Jeg kan sove på sofaen,” sagde Johansson, og i samme øjeblik var han faldet i søvn igen.

gymnastik og trænede eller bare ville bevæge sig i al almindelighed.

32
Onsdag formiddag den 21. juli 2010

Først på toilettet, så i bad, så tandbørstning. Derimod havde han blæst på at barbere sig. Lidt skægstubbe klæder bare en stor mand, tænkte Johansson og stavrede tilbage på stuen.

Dovne sataner, tænkte han, da han var kommet vel op i sin seng. Nu var det fjerde gang i træk, de havde overladt ham helt til sig selv på den livsfarlige spadseretur. På trods af alle de skattekroner, han havde afleveret gennem hele sit liv uden det mindste krav om noget til gengæld.

Så morgenmad. Den sunde variant med yoghurt, mysli og frisk frugt. Tre glas mineralvand, men ingen kaffe. Han havde ikke lyst til kaffe denne morgen.

Fysioterapeuten var han ikke sluppet for, selv om frihedens klokker allerede ringede kraftigt i hans indre. Beklageligvis befandt han sig stadig på samme stade, skønt han virkelig anstrengte sig for ikke i sidste sekund at blive betragtet som sin helt egen og uforudsete omstændighed.
“Få det bedste ud af det,” sagde fysioterapeuten og gav ham et stort kram.
“Det bedste ud af det,” sagde Johansson, nikkede og smilede. Det kan du sagtens sige, tænkte han. Jeg er fri, tænkte han. Han følte sig også fri. Let og klar i hovedet. Ingen uro, ingen angst, ikke den mindste skygge af ulyst.

Derefter hans egen læge, nu hans højst personlige meddeler, doktor Ulrika Stenholm, som netop denne