da
Lene Kaaberbøl

Vildheks 1: Ildprøven

Повідомити про появу
Щоб читати цю книжку, завантажте файл EPUB або FB2 на Букмейт. Як завантажити книжку?
    Maria Camilla Ventrup Petersenцитує7 місяців тому
    for pludselig var vi ude af byen, og der var ikke mere gadelys og trafikstøj omkring os, kun mørke, og indimellem
    heste elskerцитуєторік
    Himlens Ild
    Fakler flammede i mørket, og månen hang stor og gråhvid over Ravnekedlen. I træerne sad ravnene roligt nu og flaksede bare en gang imellem med de tunge vinger. På jorden stod ravnemødrene, men også en tæt flok af tilskuere der åbenbart var kommet for at se hvordan lille Clara Ask ville klare sig i ildprøverne. Kun Kahla havde ikke fået lov selv om hun denne gang havde skældt ud og protesteret så hendes far til sidst måtte trække hende til side og tale længe og sammenbidt med hende.
    Hvorfor var det mon så vigtigt for hende at være her? Hun som hadede kulden så meget. Var det mon for at støtte mig, eller var det bare fordi hun ikke ville gå glip af at se mig tabe?
    Kimæra stod få meter fra mig, så tæt at hendes vinger ville røre mig hvis hun strakte dem.
    “Jeg håber du er klar, heksebarn
    heste elskerцитуєторік
    spurgte jeg. “De der ildfluer?”
    “Ja. Hvis du ikke får dem til at lade være. Det er kun små flammer, men der er mange af dem.”
    Nicolai Gaarde Listцитує2 роки тому
    regnbuens farver, plus et par stykker som regnbuen aldrig havde hørt om. Knaldsort hår strittede frem under inkahuen, og den smule hud der ikke var dækket af tre lag kulørt uld, havde en varm kanelbrun farve.
    “Hej,” mumlede jeg.
    “Hej,” sagde hun.
    Og det var så hvad vi kunne finde ud af at sige til hinanden. Hvis det var Kahla Moster Isa havde tænkt på, da hun sagde det dér med at få venner der ikke kastede museknogler op med jævne mellemrum ... ja, så troede jeg hun kom til at vente længe.
    Vi spiste morgenmad i anspændt tavshed mens vi skævede til hinanden hen over grødskålen. Moster Isa så fra den ene til den anden, men forsøgte ikke at bryde isen og få Kahla og mig til at snakke sammen, hvilket jeg var lettet over. Da vi havde sat tallerknerne og gryden i blød i vasken, tog Moster Isa os med udenfor. Det var koldt og novemberagtigt, og det støvregnede. Vi klatrede efter hende op ad bakken bag stalden, Kahla og mig og selvfølgelig også Tumpe, som bare logrede glad og tydeligvis
    Nicolai Gaarde Listцитує2 роки тому
    mig et lille knus.
    “Clara, vi har ikke noget valg,” sagde hun. “Jeg synes også det er forfærdeligt. Det er jo mig der skal passe på dig, ikke Isa. Men det kan jeg bare ikke, ikke mod alt det her. Jeg kan ikke gøre det hun kan gøre.”
    “Jamen hvor længe skal jeg så være her?”
    “Til Isa siger det er sikkert for dig at komme hjem.”
    Formodentlig når jeg havde bestået Selvforsvar for vildhekse, lektion 1. Hvad det så end gik ud på.
    “Hvad nu hvis jeg ikke vil?”
    “Clara-mus. Det skal du. Hører du? Du bliver nødt til at love mig at du vil høre efter hvad Moster Isa siger. Hvis ... hvis der var nogen anden udvej, tror du så jeg havde efterladt dig her? Og det varer ikke så længe.”
    “Hvor længe?”
    “Nogle uger, måske. Hvis du gør dig umage.”
    “Og så bliver alting som før? Og jeg kan komme hjem igen?”
    “Ja.”
    Et par uger. Det kunne jeg vel godt
    Nicolai Gaarde Listцитує2 роки тому
    Jeg bliver nødt til at tage tilbage til byen.”
    Knuden i maven fyldte det hele nu. Pressede opad, så mit hjerte blev mast. Pressede nedad, så det føltes som om jeg skulle tisse.
    “Det kan du da ikke,” hviskede jeg. For på en eller anden måde var det værre end alt det andet. At jeg måske var vildheks ligesom Moster Isa. At jeg havde været tæt på at dø to gange på lidt over en uge, at en monsterkat forfulgte mig, at en u-engel jagede mig og gjorde selv Moster Isa bange – det kunne jeg alt sammen måske holde til så længe mor var her.
    “Jeg bliver nødt til det,” sagde hun.
    “Kan du ikke bare arbejde her? Der må da være et sted i nærheden hvor man kan komme på nettet ...”
    “Det er da ikke arbejdet, Clara. Hvordan kan du tro det? Du er da vigtigere end et dumt arbejde.” Hun så helt sammenbidt og ulykkelig ud.
    “Hvad er det så?”
    Det svarede hun ikke på. Hun lagde bare armen om skuldrene
    Nicolai Gaarde Listцитує2 роки тому
    “Det tager vi fat på i morgen. Selvforsvar for vildhekse, lektion 1.”
    Hun smilede, og jeg prøvede på at smile igen. Men jeg var egentlig ikke sikker på at der var særlig meget at grine ad.
    Da vi kom tilbage, var mor blevet færdig med at rydde op på loftsværelset. Hun havde tændt petroleumslampen deroppe og redt sengen med en hel masse dyner og puder og et slidt gammelt ternet vattæppe i sort og hvidt, med små røde rosenknopper broderet i hver eneste tern. Med de skrå vægge og det lille runde vindue og et rosa kludetæppe på gulvet så det faktisk ret hyggeligt ud. Men der var kun én seng.
    “Hvor skal du sove?” spurgte jeg hende.
    Mor satte sig på sengen og klappede vattæppet med den ene hånd.
    “Clara-mus. Sæt dig lige lidt.”
    Det var hendes der-er-lige-noget-vi-må-tale-om-stemme, og jeg kunne mærke hvordan den knude jeg havde haft i maven lige siden lastbilen, bare blev endnu hårdere.
    Tina Holm Bjerregaardцитує2 роки тому
    “Hej,” sagde jeg.
    Linette Anine Beck Rasmussenцитує2 роки тому
    gennem musens overlæbe og sad stadig fast der, så den ikke kunne lukke munden helt.

    “Åhr, den stakkel,” hviskede jeg. “Det er derfor den er så tynd. Den kan jo ikke spise.” Og uden at tænke mere over det, tog jeg fat om tornen med tommelfinger- og pegefingerneglen og trak den ud.

    Der kom et lille skingert piiiiiv fra musen, og den gned sin snude med forpoterne ti-tolv gange. Så pilede den hen ad min arm, ned over maven på mig og ned ad buksebenet til den kunne springe ned på det gamle røde stengulv. Dér satte den sig på bagbenene et kort sekund og pudsede snuden en gang til. Det så næsten ud som om den vinkede.

    “Farvel,” sagde jeg. “Pas godt på dig selv.”

    En hurtig bevægelse, nærmest bare et gråt glimt, og den var væk. Den forsvandt hjemmevant ned i en sprække mellem dørkarmen og gulvet. Oscar stirrede efter den. Så stirrede han lidt på mig i stedet for.

    “Okay,” sagde han. “Det der med at tro du er normal? Det kan du
    Linette Anine Beck Rasmussenцитує2 роки тому
    “Skal du ikke ha’ jakken på?” spurgte Oscar. “Jeg mener, når du nu lige har været syg ...”

    Det lød mærkeligt mor-agtigt i hans mund, men jeg tror han faktisk var lidt bekymret for mig. Jeg så mig hurtigt omkring. Josefine var ikke i nærheden, og Erik stod et stykke væk og diskuterede et eller andet med en anden lærer.

    “Jeg har en mus i ærmet,” sagde jeg lavt.

    “Hvad har du?”

    “Shhhh.”

    Han stirrede på mig. “Er den tam?” sagde han. “Er det en af de dér hvide?”

    “Nej. Kom. Jeg bliver nødt til at finde ud af hvad den vil.”

    “Hvaffornoget?”

    Da først jeg havde sagt det, kunne jeg godt høre det lød underligt. Men jeg vidste bare at den ville noget. At det ikke var tilfældigt at den havde gemt sig først i mit penalhus og nu i mit ærme.

    “Jeg ved godt det lyder underligt,” sagde jeg.

    Han grinede. “Hey. Du er jo underlig,” sagde han. “Det er ikke nogen nyhed.”

    “Vel er jeg ej. Jeg er da helt normal.” Lille og genert og leverpostejagtig, måske, men normal. I det mindste indtil kæmpekatten overfaldt mig og fik mig til at se ud som om jeg var stødt ind i et rivejern. “Jeg er i hvert fald ikke mere underlig end dig!”

    “Kom nu,” sagde han bare. “Jeg vil se den mus.”

    Vi gik ind på det gamle wc i gården som der næsten aldrig var nogen der brugte mere fordi det lugtede grimt og var fra dengang børn gik med korte bukser og fik bank hver onsdag. Forsigtigt trak jeg ærmet op så vi begge to kunne se musen.

    Det var en almindelig husmus, gråpelset og langsnudet, med hvide knurhår og blanke sorte øjne. Dens forpoter var lyserøde og lignede bittesmå hænder. Den stak ikke af, men satte sig tværtimod op på bagbenene og vimrede med næsen.

    “Den er da meget sød,” sagde Oscar. “Men det må da være nogens kæledyr, den er jo helt tam.”

    “Det tror jeg ikke,” sagde jeg.

    “Hvorfor ikke? En almindelig mus var da stukket af for længst.”

    “Der er noget galt med den,” sagde jeg. “Se dens snude.”

    Oscar bøjede sig ned for bedre at kunne se. “Ja,” sagde han. “Den har et sår.”

    Forsigtigt løftede jeg armen til musen kom op i øjenhøjde. Den gik ned på alle fire og greb lidt bedre fat med sine lyserøde poter, men blev ellers siddende.

    Oscar havde ret. Der var en plamage af størknet blod og væske på den ene side af snuden, og midt i det hele sad der noget sort og strittede. En torn. En tynd torn fra en eller anden busk havde boret sig ind
fb2epub
Перетягніть файли сюди, не більш ніж 5 за один раз