Livsfilosofi

hvor vi ikke nødes, for at værge vor egen Tro, vort eget Liv, til at sætte Begrænsninger, Skranker, — dér bør de falde. Der bør være Aabenhed, — fremfor alt aaben Vej mellem Menneskehjerter

Al denne Uklarhed, disse pinlige Forhør over vort eget Hjerte, slipper vi for, idet vi hører Troens Ord om Kjødets Opstandelse og det evige Liv: jeg skal ikke forsvinde, det er mig selv, der evig skal leve Livet. — Der er Vinding nok ved at være et troende, døbt Menneske; vi behøver visselig ikke, for at værge vor Tro, at forringe Værdien af det Liv med Gud, som den, der blot er døbt, kan føre.

Og overalt, hvor vi ikke nødes, for at værge

saalænge en saadan Forskjel ikke eksisterer, saalænge man indenfor de Kristnes Rækker ikke blot finder dem, paa hvem Navnet virkelig passer, men tillige, som det store Flertal, Verdens mest verdslige, mest jordbundne, mest gudløse Skabninger (thi de vil altid trække derhen, hvor der er størst jordisk Fordel ved at være), — da bør man kun, hvor det gjælder Ens egen aandelige Eksistens, sætte Skjel

naar Menneskene alene bekymrer sig om at følge Gud og lader Udførelsen af hans Vilje være deres Mad, saa de blot lever for hans Sag, — da overtager Gud deres Sager og sørger ad underfuld Vej for deres det timelige

Hvad der kan kaldes religiøst Frisind eller det modsatte, beror da paa noget subjektivt; men just derfor er det for hver enkelt af Betydning, at han ikke af uvæsentlige Grunde (af Dovenskab f. Eks.) lader sig afholde fra at søge Klarhed over, hvad der for ham er aandelig Fornødenhed, og hvad der kun er en Slags Bekvemmelighed, — som han nok for andres Skyld kunde give Afkald paa, om det kunde fremme Kjærligheden.

Religiøst Frisind bestaar deri: at man hellere vil opgive alt, hvad der kunde kaldes aandelig Bekvemmelighed for En selv, end man vil give Afkald paa det aandelige Samfund med et andet Menneske. — Grænsen for det religiøse Frisind maa derimod blive den aandelige Fornødenhed: at man ikke for noget andet Menneskes Skyld vil opgive, hvad der er nødvendigt for En selv, naar man aandeligt skal bevare Livet

Thi det beror paa hele den uendelig sammensatte Livssammenhæng, som Gud alene kjender, og den Enkelte — eller de Enkelte — alene kan føle. At ville afgjøre noget her paa Forhaand, efter forud fastslaaede Regler, er for Udenforstaaende simpelthen Vantro, thi det er Fornægtelse af Naaden ved Jesus Kristusw

Ond Samvittighed det er jo at være borte fra Gud. »Pine i Samvittigheden« har derimod enhver Synder noget af. Men det er netop den gode Samvittighed (det aabne Forhold til Gud), som skal hjælpe os i al sjælelig Lidelse, ogsaa Samvittighedens, dels ved at give Mod og Klarhed i Kampen, dels ved at give Hvile.

den Spænding eller Pine, som volder Fremgang i Dyd, kommer paa en anden Maade: Der var jo af Naturen endnu adskilligt af et Gudsbillede hos os, og det blev gjenfødt i Daaben, og det blev oprejst og opdraget ved Samfundet med Gud i Jesus Kristus — til en vis Grad. Derfor er der Strid i os, saa længe Synden ikke helt er uddrevet, derfor er der Spænding og Pine — fordi der er Strid; og det er Længslen efter at faa Ende paa denne Strid imellem det gamle og det nye Menneske i os, — som efterhaanden driver Synd efter Synd ind under Kniven og skiller os af med dem

Vor Fremgang i Dyd, mens vi lever i Samfund med Gud, bestaar netop deri, at flere og flere af vore Synder for os efterhaanden bliver til Djævlegjerning, saa vi ikke længer kan modtage deres Tilgivelse, men vi maa forsage dem, vi maa af med dem