Konkurrencestatens pædagogik

denne tænkning opstår en ny type lærer eller ‘læringsmedarbejder’, som det oftere og oftere kaldes i stillingsopslag.46 Læreren skal pga. reformens mål- og teststyring ikke længere i samme grad gøre sig pædagogiske og etiske overvejelser om undervisningens indhold og form, idet det som bekendt allerede er blevet defineret, hvad der skal læres, og i nogen grad også, hvordan det bedst gøres. I re

Reformens læringsmedarbejder er altså ideelt set den dygtige tekniker, der kan gøre politisk definerede mål til virkelighed. I et industrielt sprog kan man sige, at produktionens halvfabrikata er børnekroppe, og slutproduktet er konkurrencedygtige medarbejdere. Læringsmedarbejderens opgave er med andre ord at omforme barnekroppen til en tilpasningsparat, potentiel medarbejder.

t folkeskolen efter de flestes opfattelse ikke har været god nok til at løfte elever med svag social baggrund.
Et mål for konkurrencestaten er ifølge Ove Kaj Pedersen, at så mange som muligt af en ungdomsårgang opnår kompetence til selvforsørgelse, hvilket nødvendiggør et fokus herpå

Målet er ikke udtryk for, at de skal blive optimalt dygtige til hvad som helst, men et udtryk for, at undervisningen skal rendyrkes i retning af de konkrete mål, der styres efter. Det er altså ambitionen, at skolen skal opnå efficiens (optimal effektivitet) i forhold til de prioriteter, staten

tre mål for folkeskolen er:
• Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan.
• Folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund for de faglige resultater.
• Tilliden til og trivslen i folkeskolen skal styrkes blandt andet gennem respekt for professionel viden og praksis (Undervisningsministeriet 2014).

Sprogets og samværets transformation

De centrale aktører i policy-udviklingen på det pædagogiske område tydeliggør en række træk fra Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsmetafor i deres sprogbrug om de forskellige reformer, der blev sat i værk efter år 2000. Endvidere er det også muligt at identificere de mere flygtige nuancer, som jeg omtaler som en post-postmodernitet, dvs. en metodisk postmodernitet, der knytter sig til et normativt bestemt stort narrativ. I det følgende vil en række empiriske eksempler herpå blive præsenteret.
I forbindelse med den praktiske implementering af folkeskolereformen skriver undervisningsministe

Det afgørende er altså, at skolen sikrer, at så mange som muligt kan deltage i samfundslivet – en deltagelse, der måles i den enkeltes relation til arbejdsmarkedet.

Skolens hovedopgave bliver at tilskynde den opvoksende borger til at være omstillingsparat, effektiv og lærevillig (Pedersen 2011: 186f).

Konkurrencestaten repræsenterer som nævnt et opgør med den nordiske pædagogiks traditionelle tendens til at forholde sig til menneskets unikke eksistens og tager, som Løgstrup forudså og Claus Holm bekræfter, et mere funktionelt udgangspunkt i arbejdet og produktiviteten. Subjektet skal her være egennyttigt og opportunistisk, idet staten herved kan sikre stør

Et andet karakteristisk træk ved velfærdsstaten er dens ambition om at sikre lige adgang til oplysning og demokratisk deltagelse, og især specialpædagogikken vokser kraftigt i perioden.