Accept

Det er svært at acceptere den verden, vi er en del af nu, meget svært. Jeg ved ikke, om jeg – selv nu – accepterer det hele. Jeg ved ikke, hvordan det er muligt for mig. Men accept er bedre end fornægtelse, og måske er der også noget trods i det

Lingvisten ryster og bæver. Blikket flakker, og hun blinker hektisk med øjnene. Hendes læber bevæger sig, men ingen ord kommer ud

Du står og svajer, kigger ned

Ved en uudtalt beslutning gjorde de holdt et lille stykke fra bygningen

mere end noget menneske kan udholde

uden så meget som at kaste et blik bagud

Noget ældgammelt skinner ud af hans øjne, stirrer ud på dig

En tøven og et sideblik, der gransker dig for at finde en skjult bevæggrund eller et næste træk, som han måske ikke kan se

at du er nødt til at blive stående i nogle lange sekunder og kigge ned, fordi du er bange for, at den kan ses i dit ansigt.

Hvilke andre folk? Hvilke andre folk tænker du på?« bider du hende af og fortryder det omgående