Det regner med mænd

Siden Iain havde trykket hendes hånd, havde hendes indre kørt i samme rille igen og igen som en vinylplade, der var gået i hak, med ordene: „grønne øjne grønne øjne snave snave lækker wow snave snave grønne øjne“ igen og igen.

Det regner med mænd

Hun havde gået en lang tur, hvilket Katie tænkte måtte være sundt, indtil hun opdagede, at hun var gået så langt, at hun kunne opfange et mobilsignal, og så havde hun insisteret på at få hele den barske historie fra Olivia.

„Gudskelov, at der ikke er nogen internetcafé,“ knurrede hun. „Så ville han have fået en ordentlig omgang fra mig. Og det får han alligevel. Han kommer til at betale for det her. Eller, det gør han jo allerede – nu hænger han på den kællings yngel på livstid.“

Katie krympede sig, men lod det passere. Okay, Clara var hjernedød og selvoptaget, men hun var ikke ond ... bare
tankeløs, ligeglad ... og andre karaktertræk, der lå til familien. Hun sukkede i sit stille sind.

„Åh, søde.“ Hun klappede Louise på ryggen. „Du havde det lige så godt.“

„Nej, jeg havde ej,“ jamrede Louise. „Hvordan kan det lade sig gøre? Hvordan kan jeg have et job, et liv, og have den alder, jeg har, og et kreditkort og alligevel lade en mand få mig så langt ud? HVORDAN?“

„Fordi du er et menneske,“ sagde Katie. „Det er menneskeligt. Og du er et ordentligt menneske, ikke en psykopat eller noget.“

„Nej, bare en luder,“ sagde Louise.

„Kan vi ikke holde op med at bruge det ord? Jeg ville ønske, at folk ville holde op med at bruge det ord.“

„Men ...“

Og så kom det frem. Louise havde gået en del kilometer for lede efter et signal, og hun var enormt træt, og så havde hun mødt en venlig og ekstremt hjælpsom vildtfoged, og de havde talt lidt sammen, og han havde været meget forstående og havde inviteret hende ind på et glas whisky på sit kontor, og for at gøre en lang historie kort ...

„Jeg knaldede med en totalt fremmed i en vildmarkshytte!“ vrælede Louise og savlede ud over de klamme nylonlagner. „Og jeg var lige ved at være på rette vej!“

„Det er du stadig,“ sagde Katie trøstende. „Det lover jeg, Louise.“

„Jeg vidste ikke engang, den slags fandtes!“

„Såh, såh,“ sagde Katie.

Louise skjulte ansigtet i hænderne. „Hvorfor? Hvorfor skulle jeg absolut gøre det igen? Hvorfor?“

Katie gav hende et stort knus. „Var han lækker?“

„Han var okay,“ sagde Louise med lille stemme.

„Ja?“

„Okay, han var skøn. Muskuløs og det hele.“

„Og nu glemmer vi alt om det,“ sagde Katie.

Louises tårer var aftaget lidt. „Altså, så slemt var det heller ikke.“