Det etiske kunstværk

digtningen efterhånden frem fra de individuelle problemer over de sociale eller tidens problemer og når endelig frem til de evige.

Poetikken kan betragtes som en fortælling med hoved- og bipersoner (de analyserede forfattere) og med særlige konflikter og projekter. Handlingens grundlæggende struktur strækker sig fra en indledende stabilitet (enheden) over krisens tilstand (spaltningen) tilbage til stabiliteten, men dog med en tiloversbleven rest af kriseerkendelse (den spændingsfyldte helhed)

digtningen er ikke blot omfortolkning af tilværelsen efter eget ønske – altså hverken helt æstetisk eller helt nihilistisk – men en konfrontation med alt „det ufortolkede“, der udelukker kærlighedens og følelsens frie løb og hæmmer inspirationen på dens bane mod hel accept. Dermed fremkommer et tredje kunstnerisk forhold til faldet, nemlig det etiske: den fuldbyrdede stræben mod fortolkning af traumerne med det formål at skabe forløste fortolkninger. At følelsen løber frit, betyder altså, at den ikke er hæmmet af traumer, at mennesket i kærlighed og digteren i inspiration accepterer – den anden eller sig selv