Julian Barnes var sammen med sin hustru i tredive år. Han var toogtredive da de mødte hinanden toogtres da hun døde. Mit livs hjerte; mit hjertes liv skriver han i denne bevægende dybt personlige beretning om kærlighed sorg og tab. Et sjældent funklende dokument over det som ikke kan siges med ord. Men Barnes starter et helt andet sted nemlig i Frankrig i 1858 hvor fotografen Nadar stiger op i en luftballon og lader sig hæve over jorden. Deroppe tager han de første billeder fra himlen. Også Sarah Bernhardt den herostratisk berømte franske skuespillerinde rejser med luftballon sammen med den britiske oberst og opdagelsesrejsende Frederick Burnaby. Hvad de sagde til hinanden i gondolen er ikke overleveret men historiefortælleren Julian Barnes forvandler anekdoten til en opløftende historie om sammen at stige op igennem klodens øvre luftlag. Vejen op vejen ned er en bog om at rejse med luftballon om fotografi om kærlighed og om tab. Om at føre to mennesker sammen som ikke før har været ført sammen. Der skabes noget nyt og så bliver verden forandret. De er større end deres to jeg er hver for sig. Sammen ser de længere og også mere klart. Julian Barnes (f. 1946) er en af Englands mest anerkendte nulevende forfattere. Han har skrevet en lang række romaner novelle- og essaysamlinger og størstedelen er oversat til dansk. I 2012 modtog Barnes Man Booker-prisen for romanen Når noget slutter (dansk 2013). Senest udkom novellesamlingen Puls (2014).
Og de aerostatiske fotografier, der eksisterer nu, er kun af mådelig kvalitet – vi må tænke begejstringen tilbage i dem.
Der findes to grundlæggende former for ensomhed – den ene skyldes, at man ikke har fundet én at elske, den anden, at man har mistet den, man elskede.
