En håndfuld eksistentielle vilkår

Der er to modsatte typer æstetikere hos ham, hvor den ene lider af dovenskab og ugidelighed, mens den anden er grebet af travlhed og aktivitet. Den tungsindige og dovne æstetiker putter sig under dynen, nede i kælderen eller bag skærmen og udbryder:

Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned, thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum jeg gider slet ikke (EE1, SKS 2, 28).

Det er en væsentlig pointe at vælge og stå ved sine valg, ikke blot hvad angår selvet, men i alle vores små og store handlinger i livet, og det er den eneste måde at ængstes retteligen på. Det gør angsten til en art katalysator til et etisk liv, fordi den tvinger mennesket til at træffe sine afgørelser: Da gaaer Angesten ind i hans Sjel og ransager Alt, og ængster det Endelige og Smaalige ud af ham, og da fører den ham derhen, hvor han vil.(BA Caput V, SKS 4, 458).

Saasnart man derfor seer Syndens Problem behandlet, kan man strax paa Stemningen see, om Begrebet er det rette. Saasnart f. Ex. Synden omtales som en Sygdom, en Abnormitet, en Gift, en Disharmonie, saa er Begrebet ogsaa forfalsket. Egentlig hører Synden slet ikke hjemme i nogen Videnskab. Den er Prædikenens Gjenstand, hvor den Enkelte taler som den Enkelte til den Enkelte. I vor Tid har den videnskabelige Vigtighed faaet narret Præsterne til at være et Slags Professor-Degne, der ogsaa tjene Videnskaben og finde det under deres Værdighed at prædike. Forsaavidt er det da intet Under, at det at prædike er blevet anseet for en meget fattig Kunst. At prædike er imidlertid den vanskeligste af alle Kunster og er egentlig den Kunst, som Socrates anpriser: at kunne samtale (BA, SKS, 4, 323).