Det splintrede hav 1 – Den halve konge

Yarvi åbnede skodden foran et af de andre vinduer på klem og kiggede ned i gården på den velkendte grønne firkant mellem de høje grå mure og på cedertræet, der bredte sine grene ud over den ene ende af firkanten.

„Jeg ved godt, at jeg kun sjældent har bedt til dig,“ hviskede Yarvi nu til gudebilledet. „Fader Fred har altid stået mig nærmere. Men i dag beder jeg om sejr. Giv mig Den Sorte Trone.

EN BØN TIL MODER KRIG

„Er vi inde under citadellet?“

IV
DEN RETMÆSSIGE KONGE

KRAGER

„Man kan altid gøre venner til fjender,“ sagde Sumael og trak Shadikshirrams frakke sammen om skuldrene.

„Det glæder mig umådeligt at kunne sige ordentligt farvel til dig.“

Ankran rømmede sig let. „Det ville godt nok forklare din elendige mad.“

ie.“
„Også jeg,“ sagde Yarvi, selvom hans uopsættelige ærinde ikke så meget var at frelse et familiemedlem som at dræbe det. „Vi må videre, men vi mangler mange ting …“
Shidwala studerede deres ynkelige forfatning og løftede øjenbrynene. „Jeg forstår. Vi vil med glæde handle.“
Ordet ‘handle’ fik hendes sønner til at smile og nikke

Ved en våge i isen lige uden for hegnets indgang sad en lille dreng pakket ind i pelse. Med jævne mellemrum snød han støjende næsen og rettede på en fiskestang, der stod lænet op ad et par korslagte pinde.
„Jeg er ikke glad for det her,“ hviskede Jaud. „Hvor mange er der derinde? Vi ved ikke noget om dem.“
„Ud over at de e