I 1773 drikker den irske adelskvinde, Eibhlín Dubh Ní Chonaill, en håndfuld blod fra liget af sin elskede, og skriver derpå et storslået digt om ham, «Klagesang for Art Ó Laoghaire».
I nutidens Irland er Doireann Ní Ghríofa travlt optaget af sin hverdag som mor til tre små børn og et fjerde på vej. Hun laver mad, rydder op, følger sine børn i børnehave og skole, og pumper brystmælk ud. Da hun en dag genlæser Klagesang for Art Ó Laoghaire, vælter teksten hende næsten omkuld. Dens besyngelse af kærlighed og begær, dens fortrolighed med lidelse og tab giver genlyd i hendes eget liv, og hun bliver som besat af digtet, som hun nyoversætter til engelsk.
Med stor originalitet væves i denne bog to skrivende kvinders historier sammen, og den dybe forbundethed mellem dem træder frem hen over århundrederne. «Et spøgelse i struben» er en kvindelig tekst om kærlighed og krop, og om litteraturens kraft og evne til at påvirke os på tværs af tiden.
