Dublinfolk

Langsomt fortabte hans tanker sig mens han hørte sneen falde uhørligt gennem verdensrummet, uhørligt falde som det endelige ophør, over alle levende og døde.

Hans egen identitet falmede bort i en grå, uhåndgribelig verden: selve den håndgribelige verden, som disse døde engang havde færdedes og levet i, opløste sig og svandt bort.

En for én blev de alle sammen til skygger. Det var bedre at træde modigt ind i denne anden verden, midt i en lidenskabs fulde glans, end bedrøveligt at falme og sygne hen af alderdom.

Hun holdt inde, gråden var ved at kvæle hende, og overvældet af følelse kastede hun sig med ansigtet ned på sengen og hulkede ned i sengetæppet. Gabriel holdt hende ubeslutsomt i hånden et øjeblik til, derefter lod han den blidt falde, genert ved at trænge sig ind på hendes sorg, og gik stille hen til vinduet.

Mens han havde været opfyldt af minder om deres hemmelige samliv, opfyldt af ømhed og fryd og begær, havde hun i tankerne sammenlignet ham med en anden.

Han er død, sagde hun endelig. – Han døde da han ikke var mere end sytten. Er det ikke frygteligt at dø så ung?

Det var en meget ung dreng jeg kendte, svarede hun, – han hed Michael Furey. Det var ham der sang den sang, The Lass of Aughrim. Han var meget skrøbelig

Sig mig, Gretta, hvad det er. Jeg tror jeg ved hvad det er. Ved jeg det

tage hende som hun havde det nu ville være brutalt. Nej, han måtte først se en glød i hendes øjne. Han længtes efter at blive herre over hendes sære sindsstemning

Hvorfor forekommer ord som disse mig at være så triste og kolde? Er det fordi der ikke findes noget ord som er blidt nok til at være dit navn?