Anton og Arnold – to frække drenge

„Jamen, De bliver nødt til at finde nøglen.

Anton og Arnold - to frække drenge
Ole Lund Kirkegaard

Tekst: © Ole Lund Kirkegaard og Gyldendal 2010
Afskrift af lydoptagelse fra ca. 1974, hvor Ole Lund Kirkegaard læser hele historien højt
Illustrationer: © Rasmus Bregnhøi 2010
Tilrettelægning: Marianne Bisballe
Omslag: Maria Lundén, Grafisk Design
1. e-bogsudgave 2015
ePub-produktion: Gyldendal
ISBN 978-87-02-18602-4
© Ole Lund Kirkegaard & Gyldendal 2015
Denne bog er beskyttet af lov om ophavsret.
Kopiering til andet end personlig brug må kun ske efter aftale med forlag og forfatter.
www.gyldendal.dk

fornøjet på sin pibe.
„Vi kunne ellers godt tænke os at låne den

Anders. „Det er sådan et stativ med tænder, som man kan putte ind i munden. Det hele røg ud, da jeg hostede.“
„Nåh, sådan,“ sagde jeg.
Vi stod stille og ventede, mens Anders ledte efter sine tænder, og lidt efter råbte han: „HER! JEG HAR DEM!“
Han viste os dem. Alle tænderne sad fast på noget brunt noget, og Anders proppede hele herligheden ind i munden.
„Ha,“ sagde han fornøjet. „Ja, så kan I godt træde ind i mit smukke hjem.“ Han tog sin lille sorte pibe op af lommen og stak den ind til gebisset.
„Forstår I,“ sagde han. „Det er ikke så meget tænderne, jeg mangler, men hvis jeg ikke har mine tænder, kan jeg jo ikke holde fast på min pibe. Og hvad i alverden skulle jeg gøre uden min pibe?“
Han suttede fornøjet på sin pibe.
„Vi kunne ellers godt

„Din pung?“ spurgte den ene tvilling.
„Ha,“ sagde Anders. „Jeg har overhovedet ikke nogen pung.“
Han stirrede på os gennem det støvede halvmørke. „Jeg har…“ sagde han, mens han tørrede sig over panden med sit ene ærme.
„JEG HAR TABT MINE TÆNDER!“
Vi stirrede på ham.
„Ork,“ sagde den ene af tvillingerne „Jeg har da tabt TRE tænder.“
„Hø, tre,“ sagde Anders. „Som om det var noget at snakke om. Næh, ser I, jeg har tabt alle mine – på én gang!“
„Ork, mand,“ sagde tvillingerne. „DEM ALLE SAMMEN!“
„Nemlig,“ sagde Anders og nikkede. „Dem alle sammen på én gang. Og jeg vil ikke ha’, at I træder på dem. Bliv ståendes!“
„Hvordan kan man tabe alle tænderne på én gang?“ sagde jeg.
„Ved det, at jeg har gebis,“ sagde

indelukke.
„Det er dem,“ hviskede den ene tvilling.
„Nemlig,“ hviskede

„Nemlig,“ sagde den anden.
De fandt en enøre frem.

„Nemlig,“ sagde den anden.
De fandt

nogen store, fede grise, at de ikke kan komme ud og gå sig en tur.“
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg plejer ellers at være god til at finde på historier, men lige nu kunne jeg slet ikke finde på noget. Min tunge klistrede så underligt inde i munden.
„Vi trækker lod om, hvem af os der skal lukke dem ud,“ sagde den

indelukke.
„Det er dem

hviskede den ene tvilling.
„Nemlig,“ hviskede den anden. „Det er lige netop dem.“
„Næhh … øhh …“ sagde jeg. „Det er ikke dem.“
„Hvordan kan du vide det?“ sagde den ene tvilling.
„Stod der måske noget på sedlen om, at det ikke er dem?“ sagde den anden.
„Næhh,“ sagde jeg. „Det gjorde der vist ikke.“
Jeg begyndte at få mavepine, for slagteren var en kæmpestor og kæmpestærk mand, som det ikke var rart at blive uvenner med. Men tvillingerne kendte jo ikke

indelukke.
„Det er dem,“ hviskede den ene tvilling.
„Nemlig,“ hviskede den anden. „Det er lige netop dem.“
„Næhh

sagde jeg. „Det er ikke dem.“
„Hvordan kan du vide det?“ sagde den ene tvilling.
„Stod der måske noget på sedlen om, at det ikke er dem?“ sagde den anden.
„Næhh,“ sagde jeg. „Det gjorde der vist ikke.“
Jeg begyndte at få mavepine, for slagteren var en kæmpestor og kæmpestærk mand, som det ikke var rart at blive uvenner med. Men tvillingerne kendte jo ikke slagteren, så de gav sig til at klappe hinanden på skulderen.
„Vi har fundet dem,“ sagde den ene tvilling. „Men hvorfor mon de skal lukkes ud?“
„Fordi deres bur er alt, alt for lille,“ sagde den anden tvilling. „Det er synd for sådan nogen

nogen store, fede grise, at de ikke kan komme ud og gå sig en tur.“
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg plejer ellers at være god til at finde på historier, men lige nu kunne jeg slet ikke finde på noget. Min tunge klistrede så underligt inde i munden.
„Vi trækker lod om, hvem af os der skal lukke dem ud,“ sagde den ene tvilling.
„Nemlig,“ sagde den anden.
De fandt en enøre frem.
„Plat,“ sagde den ene.
„Krone,“ sagde den anden. „Du kaster!“
Det var mig, han mente.
Jeg tog enøren og kastede den op i luften. Den faldt ned i sandet mellem fødderne på os.
„Det blev plat,“ sagde den tvilling, der havde holdt på plat. „Der var jeg vel nok heldig.“
„Jeg … æhh, jeg gemmer mig lidt imens,“ sagde jeg og tænkte på, hvor stor slagteren var.
Jeg kravlede så ind

enøre frem.
„Plat,“ sagde den ene.
„Krone,“ sagde den anden. „Du kaster!“
Det var mig, han mente.
Jeg tog enøren og kastede den op i luften. Den faldt ned i sandet mellem fødderne på os.
„Det blev plat,“ sagde den tvilling, der havde holdt på plat. „Der var jeg vel nok heldig.“
„Jeg … æhh, jeg gemmer mig lidt imens,“ sagde jeg og tænkte på, hvor stor slagteren var.
Jeg kravlede så ind under nogle buske, som stod på den anden side af stien. Den tvilling, som