Søren Kierkegaard

7,60
Af alle Fjender er maaskee Vanen den lumskeste, og fremfor Alt er den lumsk nok til aldrig at lade sig blive seet, thi Den, der saae Vanen, han er frelst fra Vanen.

Dersom saaledes Gud vilde iføre sig Skikkelse af en sjelden uhyre stor grøn Fugl, med et rødt Næb, der sad oppe i et Træ paa Volden, og maaskee endog fløitede paa en uhørt Maade: saa vilde Selskabsmanden nok faae Øinene op.

At have været ung, saa være bleven ældre og saa endeligen døe, er en maadelig Existents, thi den Fortjeneste har Dyret ogsaa. Men at forene Livets Momenter i Samtidighed, det er netop Opgaven.

Livets Udvikling er en besynderlig Tilbagegang; Barnet bryder sit Hoved med at forstaae de vanskelige Ting, den Ældre kan netop ikke forstaae de allersimpleste.

Existents [er] det, hvorved Livet er i det Hele.

Kun de lavere Naturer glemme sig selv og blive noget Nyt. Saaledes har Sommerfuglen aldeles glemt, at den var Kaalorm, maaskee kan den igjen glemme, at den var Sommerfugl saa aldeles, at den kan blive en Fisk. De dybere Naturer glemme aldrig

Et existerende Menneske er sammensat af Uendelighed og Endelighed, bestedt i Tiden.

Det at existere som et enkelt Menneske [er] ikke at være i samme Forstand som en Kartoffel er, men heller ikke i samme Forstand som Ideen er. Den menneskelige Existents har Idee i sig, men er dog ikke Idee-Existents.

At existere (i Forstand af at være dette enkelte Menneske) er vel en Ufuldkommenhed i Sammenligning med Ideens evige Liv, men en Fuldkommenhed i Forhold til det, slet ikke at være. En saadan Mellemtilstand er omtrent det at existere, Noget der passer sig for et Mellemvæsen, som Mennesket er det.

Naar det at existere er ligesom at gaae hen ad en Vei, saa er Existentsens Mærkelighed denne, at Maalet ligger bagved – og dog nødsages man til at vedblive at gaae frem, thi det at gaae fremad er jo Billedet paa det at existere.