Således talte Zarathustra

Men sig mig nu også I, brødre: hvad fortæller jert legeme om jeres sjæl? Er ikke jeres sjæl kun armod og smuds og usselt behag?
Sandelig, en smudsig strøm er mennesket. Man må være et hav for at kunne optage en smudsig strøm i sig, uden selv at blive uren.

Du store stjerne! Hvad blev der vel af din lykke, om der ingen var, for hvem du kunne lyse!

Men folket forhadt, som ulven for hundene, er den frie ånd, fængselsfjenden, der aldrig bøjer knæ, skovgangsmanden.

Til at tjene det stærke overtales det svage af sin vilje, der vil være herre over endnu svagere: denne lyst alene vil det aldrig undvære.

at det er sværere at byde end at lyde. Og ikke blot bærer den, der byder, alle lydendes byrde, og ikke blot segner han let under byrden:
Men forsøg og forvovenhed fandt jeg i al befalen; og det levende, som befaler, vover altid sig selv.

den, der ikke kan befale sig selv, ham må der befales af andre

Vi har opfundet lykken« – siger de sidste mennesker og blinker med øjnene. –«

Man bliver ikke mere fattig, og ingen bliver rig: begge dele er for besværlige. Hvem bryder sig om at herske? Hvem har lyst til at lyde? Det er alt sammen alt for besværligt.

Man arbejder endnu, thi arbejde er adspredelse. Men man sørger for, at adspredelsen ikke angriber helbredet.

De har forladt de egne, hvor der var hårdt at leve: thi man trænger til varme. Man holder endnu af sin nabo og gnider sig op ad ham: thi man trænger til varme