bookmate game
Allan Olsen

Tilfældigt strejfet

Повідомити про появу
Щоб читати цю книжку, завантажте файл EPUB або FB2 на Букмейт. Як завантажити книжку?
  • Jeppe Nøragerцитує3 роки тому
    Jeg kunne ikke fordrage sen-70’ernes politiske sange. De var skrækkelige. Og de virkede selvfølgelig ikke, fordi de, der sang dem, intet havde på spil. Intet enkelt menneskes historie er mindre interessant end en stor bevægelses, tværtimod. Teatermanden Eugène Ionesco sagde engang: ’Politisk teater er håbløst. For enten virker det ikke politisk – eller osse virker det, og så er det noget elendigt teater.’
  • Jeppe Nøragerцитує3 роки тому
    Randy Newman, Sail Away og Good old Boys.
  • Jeppe Nøragerцитує3 роки тому
    Hver gang jeg var vidne til slagsmål, gik alt i stå i mig, og det har aldrig sluppet mig. Ikke noget med, når det var ovre:
    – Nå folks, vi må bare ind og drikke videre.
    Ikke mig. Jeg skulle bare hjem – ingen umiddelbar fremtid, men måske noget fortid.
    Selv røg jeg osse af og til i slagsmål. Der skulle meget lidt til, for der var altid fyre, der lurede på en gnist, der kunne antænde tumult og væltede borde. Det var ikke det værste selv at komme i klammeri. Jeg lignede jo mest flipperne, og dem kunne man mule, som man ville – men jeg havde spillet ishockey, fra jeg var ni-ti år gammel, og der vænner man sig til at slå sig, jeg var ikke bange for at få slag. Det var værd at huske, når fiskere og søfolk stak hinanden en huskekage. De slog sig dagligt om bord på en kutter, der rullede i søen som en valnøddeskal. De var vant til det.
    I den blitz, der startede et slagsmål, var der ikke tid til omtanke og rationale – det udspillede sig bare som en genetisk nedarvet serie af bevægelser. Det, jeg ikke kunne klare, var at se de andre slås, for fra distancen blev deres ynkelighed udstillet. At slås er et ensomt og tragisk teater. Dér har alt, hvad mennesket engang rejste sig for, spillet fallit. Måske findes der nævekampe med værdighed og en plausibel begrundelse, det ved jeg ikke. Men vold mellem to, eller endnu værre, flere mod én, i en hård, mørk og øltilsølet gade er kun afmagt og det mest triste syn, jeg kender
  • Jeppe Nøragerцитує3 роки тому
    og i det samme blev jeg overhalet af Grønlænderkalle midt på kørebanen. Han var i bar overkrop, og jeg kan huske, jeg konstaterede, hvor spændstigt han var bygget sit hårde liv til trods. Så blev jeg overhalet af en mere – en af nordbyens farligste psykopater, en plysklippet bokser, der jagtede Kalle. Idet bokseren nåede op på siden af mig, var jeg i gadekrydset, hvor byen netop havde fået endnu en lysregulering. Nu førte vi over Hjørring med to.
    Der lykkedes det forfølgeren at spænde ben for den stakkels Grønlænder, så han fløj vandret og landede på ansigt og bryst på asfalten. Endnu et styrt fra himlen, tæt på mig. Jeg hørte Kalle kure et par meter ved siden af mig med en ritschende lyd, og jeg turde først standse op og se mig tilbage lidt længere fremme.
    Da jeg vendte mig, var Grønlænderkalle kommet op på knæ midt i Søndergade, han grinede, og han havde ikke skind på overkroppen. Han lignede en, der var brændt, hans arme var opgivende spredt ud til siden. Så var bokseren over ham med hårde slag, der kastede Kalles hoved rundt som en tøjbylt.
    Jeg fik kvalme og slingrede videre på cyklen og vendte mig igen. Kalle lå livløs på asfalten midt ude i vores nye, lysregulerede vejkryds, men der var ingen biler.
    Næste formiddag tog jeg ned på biblioteket, og der stod Kalle med sin Yamaha FG-150 guitar foran trappen og sang. Hans ene øje var lukket, og han havde indtørret blod i sit ravnesorte hår.
    – Det var sgu ellers en slem omgang, du fik i nat, Kalle?
    – Jaaarrrg, jeg har aldrig gjort ham noget, han er meget farlig.
    – Psykopat, ja. Men er du så okay nu, Karl?
    – Jaaarrrg, men jeg har ingen patvorter mere, sagde Kalle og grinede, så hans øjne kneb sammen og sprækkerne blev våde. Det er da godt, man ikke er en kælling, ha ha ha.
    Og så sang Grønlænderkalle videre.
    Grønlænderkalle hed Ezekias Karl Peter Adolf Bertelsen og døde i Aalborg i foråret 2014. Da var han var midt i tresserne
  • Jeppe Nøragerцитує3 роки тому
    Engang var jeg på en stjålet cykel på vej hjem til sydbyen efter en sommernat i Lodsgade. Jeg havde ikke selv stjålet den, for det kunne jeg ikke, i forhold til hvad jeg havde med hjemmefra. Så jeg havde lånt den af ham, der havde stjålet den. Det var blevet lyst, og jeg passerede et tabernakel – et eller andet opgør uden for Lygten, men jeg var ligeglad. Jeg havde fået min del natteliv for denne gang. Så hørte jeg nogen løbe på asfalten bag mig, hidsigt og forpustet
  • Jeppe Nøragerцитує3 роки тому
    Og så var der Grønlænderkalle. Kalle var i liga med Tossialf – altså laveste kaste. Kalle var kommet til Frederikshavn som stor dreng i forbindelse med søfartsskolen lissom mange andre grønlændere. Efter endt ophold tog de andre videre eller hjem igen, men ikke Kalle.
    Han var en del af bybilledet, når han stod og sang og spillede på gågaden for at tigge en skilling. Lokale smed ikke noget i guitarkassen, for det var jo bare Grønlænderkalle. Men turister, svenskere og nordmænd fandt den altid overrislede grønlænder eksotisk, nu hvor de var kommet til syndens og frihedens lyse land. Så af og til fik Kalle samlet ind til en pose bajere. Han var ikke stor, men han var stærk som en okse og altid i et vældigt humør. Og dette til trods for, at han aldrig mødte andet end variationer af løftede hænder, når han stod og ville ind på et værtshus. Flade eller knyttede.
    Lissom vi i vores slæng havde øvet os i perverse afstraffelser og ydmygelser af Tossialf, således øvede byens udsmidere sig i tæsk og grønlænderkast på Grønlænderkalle. Så sad han med et flækket øjenbryn på fortovet og græd som et lille, forladt barn. Og det var egentlig nok osse det, han var.
  • Jeppe Nøragerцитує3 роки тому
    Da jeg havde været til mundtlig studentereksamen i dansk, skyndte jeg mig ned til min mor i Danbo-Ost for at prale af karakteren. Endelig havde jeg bedrevet noget i skolesammenhæng, som min mor kunne være stolt af. Der var travlhed hos damerne i den lille butik, for Stena lagde til kaj klokken 14, og så var det med at være klar. Svenskerrykket ramte de handlende i byen som en græshoppesværm, og når færgen efter to timer i havnen sejlede ud på Kattegat igen, skulle hylderne helst være ribbet for varer.
    Jeg havde forberedt den helt store gætteleg på vej ned til Havnegade, men den blev der ikke meget af. Jeg startede med at fortælle hende, jeg fik mere end 8.
    – Fik du 9? spurgte min mor, mens hun skar en kæmpestor, rund ost over med en bambusbue, der havde en stram guitarstreng spændt mellem enderne. En tynd E-streng, tænkte jeg.
    – Neeej.
    – Jamen, da vel ikke 10 så?
    – Mere.
    – Å gu, 11. Det var flot, men nu ikke gå i vejen, vi har travlt.
    – Jeg fik 13!
    – Jamen, gu’. Skal du så være professor? Nå, nu kommer rykket – ud med dig, hvis du ikke vil klemmes ihjel!
  • Jeppe Nøragerцитує3 роки тому
    Gå ind og tjek TED-Talks med sir Ken Robinson. Han kan sige det meget bedre, end jeg kan, og meget mere underholdende
  • Jeppe Nøragerцитує3 роки тому
    Handlen var hurtigt overstået, og Göteborg-fyrene forsvandt ned til havnekajen. Inden de nåede at få tændt op, var jeg og slænget over alle bjerge. Når det var svenskere, var der ingen skrupler. Når jeg kom hjem fra skole, tog jeg tre-fire af min mors maggiterninger. Så fik de et par pust af min søsters deodorant – og her skulle man kunne sit håndværk – ikke for meget. Så op på paptaget på den gamles skur og tørre i solen en halv times tid. Det var en forrygende forretning.
    Der var osse rigtig hash i omløb, og mange i mit slæng røg det, men jeg gjorde ikke. Jeg røg ikke, så jeg kunne ikke få det ned. I øvrigt syntes jeg, at folk mistede kant, når de røg. Og jeg bildte mig ind, man hele tiden måtte være på vagt og parat og have masser af kant.
    Livet var eksplosivt og vældigt. Og i dag kan jeg som en gammel mand konstatere, at netop den mørke drone af diffus skyld og samvittighed, som jeg trak i mit sind, måske var en god dybde at udvikle sig på. Når marts kom, og det blev lysere om aftenen, og både jeg og tante Irma havde fødselsdag, så daffede jeg ned gennem Søndergade, og bag om mønthandleren, og mine Clarks havde endnu ikke fået deres første ridser, og Levi’s-jakken knirkede og var uvasket, mørk og ny. Så var vi i gang. Ready to rock.
  • Jeppe Nøragerцитує3 роки тому
    En aften var brødrene i rækkehuset kommet i tanke om deres elektriske tog. Det måtte være her et sted. Det var det ikke, men transformatoren til det viste sig at ligge i et klædeskab.
    – Hmmm, Alf, vil du tjene en tier?
    Det ville Tossialf altid gerne. To spande vand blev fyldt med Alfs fødder i hver sin spand. Så blev en klemme koblet fra transformatoren til hvert af hans ører, og strømmen sluttet til. Vi drejede på knappen, der trinløst skruede op for spændingen. Alf gloede lige så forventningsfuldt som vi andre. Der skete ikke noget, så knappen fik et drej mere.
    – Det kildrer, læspede Alf.
    – Lidt mere.
    Alfs ansigt skiftede udtryk, men hvad kunne han gøre – hans arme og ben var bundet til stolen som aftalt.
    – Det er ikke så fedt nu, sagde Alf stille. Han var bange.
    – Hold lige op, gør.
    – Alf, vi blev enige om hele knappen, var der nogen, der sagde.
    Alf begyndte at sitre på stolen, så dens ben rystede på gulvet, og hans øjne var vidt åbne.
    – Mere knap – Kom nu! blev der begejstret foreslået.
    Der begyndte at komme skum i Alfs mundvige. Ham med fingrene på knappen skruede ned.
    – Det går sgu ikke, sagde han. Stolen ødelægger lakken på gulvet, og så har vi balladen.
    Andre gimmicks koncentreret omkring Alf kunne bestå i mere uskyldige væddemål, for Alf var der altid, og Alf sagde altid ja. Hvad ellers kunne han? Han havde en plads i hierarkiet, og nok var han nederst, men det var en plads.
    Ved en fest havde en lille flok samlet sig omkring Alf på køkkengulvet. Alf sad med sin krumme ryg og gloede tomt frem for sig. Så blev et væddemål smidt op: Hvis Alf kunne æde en pakke smør, kunne han tjene en tier.
    – Det’ sat’me i orden, sagde Alf.
    – Kom med pengene.
    – Først æde, Alf – så penge.
    Da Alf var halvt gennem smørpakken, fik han en lys idé. Han ville gerne have lov at smelte måltidet og drikke det. Det blev drøftet og accepteret. Ved den lejlighed vandt Alf ikke sin tier.
fb2epub
Перетягніть файли сюди, не більш ніж 5 за один раз