Rokokopostens artikler er nyhedssatire, fordi de ikke bare gør grin med virkelighedens nyheder, men også med den måde, som medier, politikere, forskere og debattører formidler og deltager i nyhederne på.
Henriette Norup Ydingцитує3 роки тому
Fiktion er konstant i forandring. Det er den danske webavis
Henriette Norup Ydingцитує3 роки тому
filosoffer og forfattere polerede deres kategoriseringer til tre storgenrer, nemlig epik som Homers Iliaden om grækernes krig mod Troja, lyrik som Sapphos sensuelle digte om kærlighed og dramaer som Sofokles’ Kong Ødipus
Henriette Norup Ydingцитує3 роки тому
De oldgræske filosoffer Platon og Aristoteles var blandt de første til at opdele fortællinger i forskellige genrer. A
Henriette Norup Ydingцитує3 роки тому
Litteraturteoretikere og medieforskere har givet denne blanding af virkelige begivenheder og personer og fiktionalitet mange forskellige betegnelser: autofiktion, bøger med dobbeltkontrakter, fiktionsfri fiktion, autonarration, fiktiobiografisme og performativ biografisme.
Henriette Norup Ydingцитує3 роки тому
Serien Klovn spiller altså på en række virkelighedsreferencer, men den overdriver og tildigter. Med andre ord: Serien Klovn benytter fiktionalitet som et komisk virkemiddel.
Henriette Norup Ydingцитує4 роки тому
Den niårige dreng opdigtet af Foer kan give mig et uudsletteligt indtryk af, hvordan terrorangrebets virkelige ofre må have lidt under uvisheden. Omvendt må en avisartikel eller nyhedsudsendelse nøjes med at fremstille fakta og analysere de realpolitiske konsekvenser a
Henriette Norup Ydingцитує4 роки тому
Romanen er fiktion, men alligevel får den mig til at forstå, hvordan en så enorm og nærmest ubegribelig hændelse som 11. september-angrebet havde og altid vil have volsomme følger. Ikke bare abstrakt set for et land, men meget konkret for et menneske som du og jeg.
Henriette Norup Ydingцитує4 роки тому
selv når vi gerne vil blive klogere på den virkelige verden, vælger vi ofte fiktion som midlet.
Henriette Norup Ydingцитує4 роки тому
Nogle forskere har kaldt denne tendens for ”virkelighedshunger”. Det lyder umiddelbart også indlysende, at vi har et større behov for at vide noget om den virkelige verdens personer, begivenheder og genstande end fiktive karakterer, handlinger og objekter, men er det nu også så simpelt?