Ilttyv 1: Over sløret

Der lyder et skrig over mig. Jeg ser op. En sort skygge kommer nærmere. Skriget bliver endnu mere skingert. Det er som violinstrenge, der knækker. Som en angst, der eksploderer i stemmebåndet. Og jeg ser ham. Han ser mig og ser sløret. Han vil tage fra med hænderne. Men både han og jeg ved, at det ikke vil hjælpe. At han vil falde igennem. Ligesom så mange før ham.
Tanken får alle musklerne i min krop til at spændes. Han falder direkte mod mig. Jeg springer til side. Så rammer han. Som en flodbølge kommer vibrationerne mod mig. De vælter mig om kuld. Sløret knager højt. Jeg drejer hovedet. Vil se efter ham, men hvor han var før, er der nu kun et kæmpe hul.
Jeg kan stadig høre hans skrig, og jeg krabber mig derhen på maven for at se ned gennem hullet. En svag røg er allerede begyndt at stige op, fyldt med forurening og stråling.
”Hjælp …” Jeg hører en svag kalden.
Jeg kravler nærmere og får øje på ham.
Slørets tråde er blevet revet i stykker af hans fald. De er revnet og bøjer nedad. Han har grebet fat i en af de tråde. Men tråden er skarp og har skåret sig ind i hans håndflade, der nu er glat af blod. Hans greb glider, og han kæmper for at holde fast.
”Hjælp mig!” skriger han igen, da han ser mig.
Jeg læner mig ind over hullet. Jeg kan mærke sløret give sig, og jeg skal være meget forsigtig for ikke selv at falde i.
Imens er edderkopperne begyndt at strømme til.
”Tag min hånd!” siger jeg og forsøger at række den ned til ham.
Vores fingrespidser strejfer. Men så giver sløret sig under mig, og jeg må rulle væk.
”Du må ikke gå!” råber han. ”Please, lad være med at gå.”
Jeg nærmer mig forsigtigt kanten igen. Mine bevægelser får sløret til at bølge, så edderkopperne mister deres greb og falder ned.
”Bare rolig, jeg bliver her,” siger jeg. ”Jeg skal bare …”
Jeg forsøger at læne mig ud over kanten igen, men sløret knager under min vægt. Det får endnu flere edderkopper til at falde ned, og hver gang de rammer ham, glider hans hånd endnu mere.
”Beskyt edderkopperne!” hører jeg over højtaleren. Jeg slår de nærmeste væk. De vælter om på ryggen og spræller med benene.
Jeg kravler forsigtigt omkring hullet, finder det mest stabile sted og rækker igen hånden ned. Jeg nærmer mig hans hånd, men så falder endnu en række edderkopper og rammer ham direkte på hånden.
Han skriger. Og falder længere ned. Helt uden for min rækkevidde.
”Jeg kan ikke nå!” råber jeg. ”Men hold fast, jeg skaffer hjælp.”
”Nej!” råber han. ”Bliv!”
Desperationen i hans stemme får mig til at stoppe.
”Jeg kan ikke holde længere.” Hans stemme er lav.
”Jo, hold ud, jeg skaffer hjælp!” siger jeg, men jeg kan se, hvordan blodet strømmer fra hans fingre, og hans ansigt er sammenbidt af smerte.
”Jeg blev skubbet,” siger han. ”Ligesom de skubbede Rose. Nogen må stoppe dem.”
”Hvad taler du om? Hvem?”
”Jeg ved ikke hvem. De var ude efter vores forskning.”
”Hvilken slags forskning?”
”Alt, hvad du ved, er løgn,” siger han bare, og så glider hans hånd, og han forsvinder ned gennem hullet

Fuck!” siger jeg. ”Jeg tror ikke, jeg har lukket tasken ordentligt.”

Han ser forbi mig ned i skakten.

”Lad os håbe, det ikke var noget alt for kostbart,” siger han. ”Og få så lukket rygsækken, inden mere falder ud.”

Ian spørger heldigvis ikke mere til det, og de næste par gange jeg dykker med ham, er jeg mere forsigtig. Jeg prøver at sige til mig selv, at vi ikke har tr