I denne anden del af Harry Søibergs De levendes land følger vi bondeparret Niels og Kirsten Karres liv på Karregården i Vestjylland. De andre i området ser Niels Karre som en synder, der aldrig vil nå til Gud; han er en hård og til tider uretfærdig mand, der ikke er i stand til at føle næstekærlighed. Bogen handler om Niels Karres kamp for at blive fri fra den forbandelse, han mener, hviler over hans slægt, og de religiøse omvæltninger, der fandt sted i Vestjylland i 1920’erne.
Harry Søiberg (1880–1954) var en dansk forfatter, der blandede elementer fra forskellige genrer uafhængigt af samtidens litterære tendenser. Skønt Søiberg rejste vidt omkring, finder mange af hans romaner sted i Vestjylland, hvor han voksede op. Søiberg er mest kendt for sine fortællinger Øde egne (1906) og romantrilogierne De levendes land (1916–1920) og Søkongen (1926–30). I sine romaner benytter Harry Søiberg sig både af romantisering og symbolik, men hans delvis selvbiografiske roman På vej mod tiden (1952) bærer også elementer fra realismen og et socialistisk engagement.
