Barbara Cartland

Arvingen til Mandrake

Lord Vulcans datter, Caroline, er med sine sytten år ikke bare smuk og intelligent, hun er også en stædig og temperamentsfuld lille vildkat, der er vant til at få sin vilje, og som ikke ved, hvad frygt vil sige. Men da hun på en højst usædvanlig måde møder Vane Brecon, bliver hun bange – for hans skyld og for de lumske anslag, der gang på gang rettes mod hans liv. Selv nægter han at tage truslen alvorligt, og da Caroline forstår, at hun elsker ham og ikke kan leve uden ham, må hun selv tage kampen op med hans fjender…
190 паперових сторінок
Дата публікації оригіналу
2016
Видавництво
Lindhardt og Ringhof

Інші версії книжки

Враження

    Anetha Klausenділиться враженням3 роки тому
    👍Раджу
    💞Романтична
    🚀Неможливо відірватися

    Læs først *Mandrakes hemmelighed* nr 148

Цитати

    Tina Søndergaard Schwensenцитує2 роки тому
    bære, udbrød Caroline.
    – Det er måske ikke så slemt, som det ser ud til, sagde Sir Montagu beroligende. Caroline, hvad om De gik ind på kroen og ventede, mens jeg prøver at finde en, der kan reparere hjulet.
    – Mage til uheld, udbrød Caroline vredt, da hun sprang ned fra bukken. Og så netop nu, da vi kun manglede nogle få kilometer.
    – Måske varer det kun et øjeblik, sagde han. Kom, Caroline. Det er ikke nogen dårlig kro. Jeg har bedet her før, og jeg er så tør i halsen, at det ville gøre godt med et glas vin.
    Han tog hatten af og åbnede døren for hende. Krostuen var lille og hyggelig med lavt bjælkeloft, og der brændte et bål i kaminen. Foran den sad som den eneste gæst en ung mand, der så op, da de kom ind. Da han opdagede, hvem der stod i døren, rettede han sig op i stolen og hævede brynene. Han var ung og klædt efter sidste mode, så Caroline, med funklende knapper i den velsiddende olivengrønne frakke. Det mørke hår var friseret i de vindblæste lokker, der netop nu var på mode, og han ville have været ganske køn, hvis de tykke øjenbryn, der groede sammen over næsen, ikke havde givet ham et skummelt udtryk, der yderligere fremhævedes af de spotsk nedtrukne mundvige.
    – Sæt Dem ved kaminen, sagde Sir Montagu til Caroline, så bestiller jeg en flaske vin. Halløj, vært.
    Den grønklædte mand sprang op. – Reversby! udbrød han. Hvad gør De her?
    Det lyste ud af hans ansigt, at det passede ham dårligt at møde Sir Montagu netop her. Den sidstnævnte vendte sig langsomt om og svarede i sit blideste tonefald:
    – Jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle svare på det spørgsmål. De har vel ikke købt kroen?
    Ilde til mode stirrede Caroline på de to mænd, der åbenbart ikke brød sig meget om hinanden, så kom hun i tanker om sin egen situation og at hun nødigt ville genkendes. Hun drejede hovedet i håb om, at den bredskyggede kyse ville skjule hendes ansigt, og åndede lettet op, da en kvindestemme pludselig spurgte:
    – Vil Mylady ikke gøres lidt i stand ovenpå?
    – Åh jo tak, det vil jeg gerne. Hun skyndte sig ud i forhallen, hvor en midaldrende kvinde nejede for hende og derpå viste vej op ad trappen med en lysestage højt løftet over hovedet. På første sal åbnede kvinden en dør.
    – Jeg håber, Mylady vil synes om værelset. Det er det bedste vi har og sjældent i brug, men da vi fik Sir Montagus besked i formiddags, skyndte vi os at gøre det i stand. Sengen er også luftet, og der har ligget varme

На полицях

fb2epub
Перетягніть файли сюди, не більш ніж 5 за один раз