Blå, blå øjne

Min mors vrede ydmyger mig; hendes ord svider i mine kinder, og jeg græder. Jeg ved ikke, at hun ikke er vred på mig, men på min sygdom. Jeg tror, hun foragter min svaghed, der lader sygdommen “få tag i mig”. Senere vil jeg ikke blive syg; jeg vil nægte. M

pillede lakrids mellem tæerne,

Meget senere lærte jeg at forgude hende, ligesom jeg lærte at fryde mig over renlighed, vel vidende, selv mens jeg lærte, at forandringen var tilpasning uden forbedring