Fie Hørby

Drop opdragelsen

    Frederik Vintherцитує20 днів тому
    I det gamle børnesyn er vi optaget af, hvad barnet gør, fremfor hvordan det har det. Når vi griber til det gamle børnesyn, er vi ofte upersonlige, kontrollerende, manipulerende og bedrevidende
    Jeppe Nøragerцитує3 місяці тому
    Sikke travlt jeg har (pause). Jeg har vist helt glemt dig i farten (pause).
    Vil du sidde lidt hos mig? (Pause). Hvordan mon du har det, min skat?
    Eller:
    Nu gik det hele vist lidt for stærkt for dig (pause). Det er jeg ked af (pause). Lad mig hjælpe dig med at få tøjet på.
    Jeppe Nøragerцитує3 місяці тому
    tænder. Vi kommer ofte til at hive i den anden retning, og så er det, at magtkampene begynder. Her skal det, barnet gør, oversættes. I de nævnte situationer betyder barnets adfærd typisk: “Det her går for stærkt for mig. Vil I ikke godt sætte tempoet lidt ned?”, eller “Det er, som om jeg bare er noget, der skal overstås, og det bryder jeg mig ikke om”, eller “Du ser mig slet ikke, jeg savner dig”
    Jeppe Nøragerцитує3 місяці тому
    i. Nogle børn kæmper derfor for at få os ned i et lavere gear. Det oplever vi eksempelvis, når vi har allermest travlt og er allermest pressede. Pludselig vil børnene ikke, som vi vil. De trækker i den modsatte retning, stiller sig på bagbenene og vil ikke have tøj på, ikke spise maden eller have børstet tænder
    Jeppe Nøragerцитує3 місяці тому
    Mange af os har travlt i hverdagen og kommer ofte ikke ned i det gear og tempo, som børnene befinder sig bedst i
    Jeppe Nøragerцитує3 місяці тому
    De forsøg på anerkendelse, jeg ofte ser praktiseret i familier og institutioner, starter desværre netop i hovedet. De voksne ved med deres fornuft, hvilke ord de skal bruge, men de forholder sig ikke til barnets følelser og ser dermed ikke, hvad barnet egentlig har brug for. Det er ikke anerkendelse, for forsøget når ikke ind til barnet. Det er i virkeligheden stadig det gamle børnesyn, der er på spil
    Jeppe Nøragerцитує3 місяці тому
    Vi kan have en tilbøjelighed til at se ting, som de ser ud for os, og ikke som de ser ud for barnet. Derfor er det også vigtigt, at vores formuleringer ikke præsenteres som en sandhed, men giver plads til, at barnet kan have det på en anden måde, end vi foreslår. Hvis børn har erfaring med, at deres grænser bliver respekteret, så siger de ja, hvis de føler sig genkendt, og nej, når de ikke gør.
    Jeppe Nøragerцитує3 місяці тому
    kunne også have udtrykt mig mere enkelt over for Liv:
    Nu tror jeg, du sidder og tænker på kolonien?
    (Pause). Du ser helt fjern ud i øjnene.
    Eller:
    Sidder du og tænker på kolonien?
    Vi må hver især finde de ord, der passer til os, så vi kan føle os oprigtige i vores relation til barnet
    Jeppe Nøragerцитує3 місяці тому
    Måske har vi ret i, at barnet også er træt. Men det er ikke den følelse, der står forrest hos barnet. Måske det er frustreret? Eller ked af det? Barnet føler sig derfor ikke mødt og forstået, men nærmere lukket ned med beskeden om, at nu skal det op at sove – og så bliver der skruet op for lyden i endnu et forsøg på at blive hørt. En vigtig erkendelse i det nye børnesyn er, at det afgørende er at være sammen med barnet og acceptere, at selvom vi ikke umiddelbart forstår meningen med barnets ord og handlinger, så er den der alligevel
    Jeppe Nøragerцитує3 місяці тому
    Fordi mange af os ikke selv er blevet mødt med respekten for vores nej fra vores forældre, kan det være svært ikke selv at møde vores børn som den, der ved bedst:
    Jeppe Nøragerцитує3 місяці тому
    I relationen til vores børn er ansvaret for deres tilblivelse vores. Vi skal give dem muligheden for at lære sig at kende – at skabe sig. Det gør vi blandt andet gennem vores evne til at lytte bagved de umiddelbare ord. Ind til det sted, hvor de findes og måske gemmer sig, der hvor vi alle er mest sårbare. Hvis vi kan møde vores børn derinde, kan de bedre bevare kontakten til det sted. Det er sådan, vi støtter deres indre styring.
    Jeppe Nøragerцитує3 місяці тому
    Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.
    Jeppe Nøragerцитує3 місяці тому
    De fleste børn siger: “Du er dum.” Det betyder bare “Øv”, eller “Jeg er utilfreds med den måde, du taler til mig på”. Barnet kan ikke sige: “Jeg er vred over, at du siger nej til mig, og nu bliver jeg også ked af det, fordi jeg har erkendt, at jeg ikke kan få det, jeg ønsker mig lige nu.”
    Jeppe Nøragerцитує3 місяці тому
    For børn er det ofte alt eller intet, når de bliver følelsesmæssigt pressede. De overdriver, generaliserer og siger ting, som kan virke provokerende på os
    Jeppe Nøragerцитує3 місяці тому
    de ikke kan mærke os, får de svært ved at mærke sig selv. Vi kan udtrykke os og dermed vores grænser mere eller mindre kontaktfuldt. Grænser, der udtrykkes upersonligt, med trusler, med opdragerstemme eller gennem manipulation, skaber afstand i relationen mellem børn og voksne og forhindrer os i at blive klogere på os selv og hinanden. Vi må derfor sætte vores grænser personligt. Personlige grænser gør os tydeligere over for hinanden, og de har også den fordel, at vi kan sætte dem lige så tosset, vi vil, uden at nogen kommer til skade eller føler sig forkerte.
    At være forældre kræver på mange måder et skarpt blik indad – igen og igen. For børn gør, som vi gør – og ikke, som vi siger. Vi kan således ikke kræve en adfærd af dem, som vi ikke selv leverer. Vi må derfor altid gå forrest med det, vi gerne ser i dem.
    Børn trives allerbedst med forældre, der har det godt med sig selv og tør vise, hvem de er – samtidig med, at de kan bevare blikket for, hvem barnet er. Når vi evner at se barnet, får det de bedste forudsætninger for at se sig selv og lære sig selv at kende.
    Helt grundlæggende er det tonen, der skaber fundamentet for samspillet mellem forældre og børn. Tonen optrapper eller nedtrapper konflikter. Det er nemlig tonen bag vores ord, der gør stærkest indtryk. Tonen afspejler vores sjæl. Tonen afslører os. Tonen er det, børn lytter til.
    Jeppe Nøragerцитує3 місяці тому
    Børn er kontaktsøgende – og ikke grænsesøgende. Så når de ikke kan mærke os, begynder de at lede efter os. Det er ikke noget, de gør mod os, men for sig selv. For når de ikke kan mærke os, får de svært ved at mærke sig selv
    Jeppe Nøragerцитує3 місяці тому
    Grænser, der er sat personligt, sætter nogle friere rammer for alle i familien til at være dem, de er – og når vi sætter vores grænser på den måde, giver vi samtidig vores børn en god model for, hvordan de kan afgrænse sig, så de både tager hånd om sig selv og andre. Det er nemmere for børn at forstå os, når vi holder os til et ukompliceret sprog med korte sætninger. Når vi holder pauser og får sat vores punktummer i samtalen med vores barn, får vi samtidig skabt nogle ophold undervejs, der gør det muligt at bevare blikket for barnets reaktion på vores udsagn. Det er en god vej til at bevare kontakten og styrke dialogen – frem for monologen.
    BØRN BRINGER OS I KONTAKT MED DE SIDER AF OS SELV DER TRÆNGER TIL UDVIKLING
    – Drop opdragelsen
    Jeppe Nøragerцитує3 місяці тому
    Børn vil med tiden tale til os, som vi har talt til dem. Derfor er der god grund til at tale til dem, som vi kan tåle, at de taler til os.
    Jeppe Nøragerцитує3 місяці тому
    Jeg har mange voksne i min praksis, der ikke tør spørge om lønforhøjelse, sige op eller gå efter en større drøm, eller spørge deres omgivelser om hjælp i hverdagen, fordi de er bange for at være “for meget”, for krævende eller til besvær. De vælger i stedet at klare det meste selv eller blive i et job, de ikke trives i. Det kan medføre stress og ensomhed, når vi ikke tør række ud efter vores omgivelser og drømme af frygt for at blive afvist eller være for anmassende. Det er derfor vigtigt at støtte børn i at bevare denne drift til at gå efter deres drømme. Det gør vi ved at svare dem ordentligt, når de henvender sig, og ad den vej vise, at det altid er i orden at forsøge sig.
    Jeppe Nøragerцитує3 місяці тому
    Vi skal dog altid undgå denne replik fra fortiden: “Se mig i øjnene, når jeg taler til dig.” Det er skamfuldt for barnet, og det er heller ikke den bedste vej til barnets ører. Hjerneforskning har vist, at når vi tvinger barnet til at se os i øjnene, vil barnet bruge al sin opmærksomhed og koncentration på at holde øjenkontakten, og derfor har det ikke plads til at høre, hvad vi egentlig vil sige, når vi henvender os på den måde
fb2epub
Перетягніть файли сюди, не більш ніж 5 за один раз