»Enten er jeg en meget stor digter, eller slet ingen; det er resultatet af, hvad jeg har prøvet. Heibergs står kolde og fjendtlige mod mig, og dog har jeg kunnet elske denne mand, dybt bøjet mig for konen. Mod mit stykke har der hver dag tårnet sig nye hindringer; det er som hvilede der en ond stjerne over Maurerpigen; dette arbejde, som jeg engang har elsket og sat så højt, er mig nu ligegyldigt, pinligt.«
Og så i et dyk ned til Syden. Den 31. oktober 1840 rejste han fra »de skimmelvåde øer« for at blive væk til den 23. juni 1841; men gav sig, velsagtens midtvejs på landgangsbroen, tid til at udfærdige denne billet:
»Fru Heiberg!
I dag forlader jeg Danmark, men før jeg rejser bort må jeg sige Dem et venligt lev vel! De har gjort mig meget bedrøvet; dog når jeg møder Dem igen, rækker De mig hånden, som jeg her rækker Dem den! Hils Deres mand og hans moder!