Johanne Luise Heiberg

Den unge mand, der fører pennen så levende, forsikrer, at han er et fornuftigt menneske – og derfor ikke forelsket i fru Heiberg: »Skønt jeg ikke er forlibt i fruen – kun et ungt menneske, og jeg er ikke længer ung, kunne gå hen at forlibe sig i hende – skønt altså jeg er et fornuftigt menneske, gik jeg dog bestemt hen at fri til hende, hvis ikke den helvedes høflige Heiberg var. Herre Jesus, sikke et hus, det ville blive!«

»– Hun taler meget langsomt og korrekt, næsten med samme opmærksomhed, som man taler et fremmed sprog. Hendes stemme er derhos noget syngende, men når hun bliver munter, da bliver tonen raskere og højere. Hvad øjnene angår, da er de brillante

Både hans kone og hans mor, som så ham i det daglige, er utrættelige i at beundre og fortælle om den fromme Ludvigs ligevægtige humør.

Da der i 30'rnes begyndelse blev ledige pladser i Det kongelige Teaters direktion, bl.a. efter Jonas Collin og Knud Lyhne Rahbek, forbigik man Heiberg, som burde have været selvskrevet til en af direktør-posterne. Ingen havde på det tidspunkt så stor professionel viden om teatret i kunstnerisk henseende som Heiberg, men man har givet været bange for ham. Oprørere vælges relativt sjældent til chefposter, og endnu var Heiberg en oprører. Ligeså from og skikkelig han var i sit hjem, ligeså kompromisløst krævende var han som kritiker. Han så sig som smagens og formens vogter, selvbestaltet hævdede han sin ret til at forsvare de formelle idealer overfor middelmådigheden, og i den offentlige debat og som tidsskriftredaktør jagede han sig den ene staver i livet efter den anden. Han var aldrig opportunistisk, var hegelianer om en hals og analyserede liv og kunst ud fra Hegels filosofiske tankesystemer.

Alt hvad der vedrørte hende, gik gennem Heibergs censur, han var hendes øverste dommer i alt. Han indgik i hendes blod og nervesystem som altoverskyggende autoritet, han var hendes lille Vorherre. Men som autoritet holdt han en vis distance, som det også lå i hans naturel. Og i denne paradoksale nærhed-distance kom hendes egentlige ensomhed, hendes eksistentielle isolation til at ligge.

Navnlig så man med skepsis på de kvindelige skuespillere, ventede at de var løse på tråden, amoralske og egentlig ikke langt fra prostitution. Det var fordomme, der sad dybt i folk efter århundredgamle moralske nedvurderinger afstanden som helhed. Navnlig i 1800-tallets første årtier lå man endnu under for den umulige blanding af tilbedelse af skuespilkunsten som sådan og mere eller mindre skjult foragt og skepsis for dens udøveres moralske habitus.

»Næsten om alt, hvad jeg kunne have lyst til at deltage i, sagde han: »Dette skikker sig ikke for dig; det kan være godt nok for de andre, men du står højere og bør holde dig for god dertil.« Det var altså en række af afslag, snart til en, snart til en anden, som indbød mig. Ved således at værne om mig pådrog han sig ikke få uvenner. Og jeg havde dengang ikke verdensklogskab nok til at finde, at denne hans anskuelse, at holde mig tilbage fra sværmen, var den rette. Jeg græd undertiden barnagtige tårer over, at jeg således gik glip af en eller anden adspredelse, som jeg følte stor lyst til at deltage i. Heiberg bidrog således snarere til at forøge end til at formindske min forfængelighed.«

Fru Gyllembourg var elskelig og utålelig, ville gøre alt for dem hun elskede i sin konstante angstneurotiske ængstelse – undtagen lade dem være i fred. Et forkælet barn – og samtidig dybt vidende om den menneskelige natur. På een gang højt intelligent og naiv, reflekterende og uskyldig, jammerklagende og af en kæmpe-udholdenhed, sårbart-fin-følende og insisterende.

Som hun handlede omkring århundredskiftet, da hun kæmpede for sin kærligheds ret i en tid, der var helt fremmed for den art kvindelig individualisme, var hun en foregangskvinde. Det er hun ikke i novellerne. Der formaner hun til moral og mådehold, de rigtige, dvs. de konventionelt rettænkende, får i reglen hinanden

Det er noget så smerteligt, jeg ikke kan beskrive det, en uro, en ængstelse, en rådvildhed, en mangel på tillid til mig selv og hvile i min bevidsthed om mig selv, og dem jeg elsker; derved bliver jeg ømfindtlig og ængstelig ved den mindste berø-relse. Det siges, at Achilles' moder dyppede ham i Styx for at hærde ham, så at blot hans hæl hvorved hun holdt ham, kunne såres. Min moder har vist gjort det modsatte, thi mit hele legeme er så let sårligt som hans hæl, og blot min hæl er dyppet i Styx, det vil sige: fremmedes gunst. Verdens – den mig ubekendte verdens dom, sårer mig ikke stort. Men de elskedes ord ere mig af en altfor overdreven vigtighed og vægt; men just denne ømfindtlighed hos mig selv, gør mig dobbelt strafværdig, når jeg sårer andre, og at jeg undertiden i mit ømfindtlige og onde sind har kunnet såre dig eller Ludvig, det kunne jeg ret fortvivle over og har fortvivlet over det, når det har været mig selv bevidst, at jeg har gjort det; og da vi nu ere komne på dette kapitel, så griber jeg med begærlighed denne lejlighed til at bede eder begge om forladelse derfor. De mancheter derimod som du omtaler: – den syge ømfindtlighed. Ak Gud! bær over med mig i den henseende! den er mig i kødet båret, og såmangen bitter sorg, såmange ydmygelser i mit lange liv, har næret denne sygdom.«