Det hvide palæ

Det var jo ogsaa gaaet storartet den første Tid, — og — hvis dette med Lisbeth og Sommer ikke var kommet, havde hun vel ikke tabt Modet saa hurtigt, endskønt, slet saa begejstret som Lisbeth var for — — det dejlige Skovslot — — i dets nuværende Skikkelse, var hun nu langt fra, — og saa blev Enden vel desværre den, at hvis Sandheden blev kendt, — hvis Sommer og Lisbeth blev klar over, at de var Far og Datter, saa drog Lisbeth af med ham til Gaarden, Rosenlund — og levede videre der i Herlighed og Glæde, medens hun selv derimod maatte blive her som Forstanderinde alle sine Dage, uf, den Tanke var ikke til at holde ud.

Sidste Aar, — ja, — — da holdt der en lækker opvarmet Bil og ventede paa dem, naar det passede dem at tage hjem til Palæet, — og nu løb hun her, — forkommen og vaad, med Haaret flagrende ned i Øjnene, ude af sig selv for at hindre Navnet Wulff i at blive trukket mere ned i Skarnet, end det var i Forvejen.

„Hvad i Alverden morer dig nu, Pigebarn,“ udbrød han tit termmelig utaalmodigt, Bankdirektøren gik nemlig kun for Sportens Skyld og for at lade den friske Luft klare den stakkels af tørre Tal og Spekulationer trætte Hjerne, „hvis du vil gaa Tur med mig, maa du holde Trit, — jeg kan ikke staa stille hvert Øjeblik.“ Hun fik ogsaa meget sjældent Lov til at plukke Blomster paa sine Ture med Faderen, hjemme havde de jo Haven fuld, og Gartneren sørgede for Fyld til Vaserne; Roser og slige duftende Dejligheder var selvfølgelig vidunderlige, men hvem kunde staa for det brogede Flor, der fik Grøften til at ligne det skønneste, kulørte Silkebaand trukket gennem et grønt Fløjlstæppe.