Lykke

Som Badiou også formulerer pointen: “Vi kan altså sige, at lykken er fremkomsten af det Subjekt, som individet opdager, at det kan blive.” (s.

Den går fra det liv, der hævder sandhedernes eksistens til det liv, der gør denne eksistens til et princip, en norm, en erfaring.

Den består i, at det der har værdi for et menneskeligt individ, det der tildeler ham eller hende et sandfærdigt liv og vejleder eksistensen, er at have del i disse sandheder.

I det øjeblik den gør det, ledes den mod et imperativ, mod en livsopfattelse.

Filosofien er for mig denne tankens disciplin, denne singulære disciplin, der tager afsæt i, at der findes sandheder.

I L’immanence des vérités vil jeg som noget helt centralt diskutere Hegels begreb om det Absolutte, for i sidste instans er enhver lykke for mig, som for Hegel eller Platon, en slags midlertidig adgang til det Absolutte.

Beviset på dette er, at den bedste tilnærmelse hertil er den gennemprøvede lykkefølelse, der findes i den matematiske viden.

Man kan sige, at lykken på én gang er en intra-endelig subjektivering af uendeligheden, og at den er delt i den forstand, at min subjektivering “ikke” er den samme som den andens uden af den grund at modsige den, eftersom negationen her er parakonsistent.

Jeg har dog adskillige gange i denne bog sagt, at lykken er knyttet til subjektiveringen på en uomgængelig måde.

For Platon er det alene den risiko, der fuldender Ideen og dermed lykken, som er knyttet til sandheden. Den der nægter at vende tilbage til hulen, den der unddrager sig pligten til at dele det sandes universalitet, kan meget vel siges at være tilfreds med besiddelsen af Ideen: han overser den lykke, som kun denne deling tilvejebringer.