den Strikke, som holdt hende oprejst. Liget sank
til Jord, og hvad der fulgte nu, var ondt at se.
Af hendes Klædning rev han ud en gylden Naal,
et Spange, som holdt Kjortlen fast i Skuldrene,
og jog dens Spids i begge sine Øjne ind,
at ingentid de Øjne skulde skue mer
ham selv, der led saa ondt og voldte Andre ondt,
men i et evigt Mørke kun se Spøgelser
og aldrig spejle Lys af elskte Ansigtstræk.
Med slige Ord og løftet Haand han stak sig selv
Gang efter Gang, til Øjeæblet løsned sig
og hang ham ned paa Kinden. Ikke draabevis
de tomme Huler blødte