Simona Ahrnstedt

Bare lidt til

    Jeanette Honoréцитує4 місяці тому
    perfekt. Der er ingen, der kan blive lige så god.« Maud løftede hovedet og gloede anklagende på Stella. »Men det er din skyld, at mit barn blev göteborgenser, at du ved det.«
    »Jeg beklager.«
    Stella blev siddende, mens den lille diede og faldt i søvn, og Maud begyndte at se døsig ud.
    »Nu smutter jeg,« sagde Stella. »Men jeg ringer hver dag. Og sms’er.«
    Maud gabede højt.
    »Hej, Rickard, hej, Svane,« sagde Stella og forlod den lille familie.
    Uden for Sahlgrenska ventede Thor på hende. Han smilede, og hendes fjollede hjerte gav et lille jubelhop ved synet. Det var, som om Thors smil var koblet direkte til hendes synapser.
    »Var du der, da dine børn blev født?« spurgte hun, mens de gik hen til bilen. De rørte ikke ved hinanden, men det spillede ingen rolle, for det summede mellem deres kroppe som varmeflimmer på en sommerdag.
    »Ja, jeg var med til både Junis og Frans’ fødsel. Jeg klippede deres navlestreng over, og jeg holdt dem, så snart de kom ud.«
    amlichtenbergцитує5 місяців тому
    »Undskyld,« sagde han, da han mødte det ulykkelige blik.
    amlichtenbergцитує5 місяців тому
    Mens hanen fortsatte sin larm, stod Thor ud af sengen, stak hovedet ud gennem det åbne vindue og råbte: »Så er det godt.«
    Birthe Laumann Ladegaardцитує7 місяців тому
    Han vidste ikke, hvad han skulle sige, hvad hun forventede sig.
    »Synes du, det fungerer godt mellem os?« spurgte hun.
    My var sjov, skarp og sexet. Pæn med sit lyse hår og sine blå øjne – han havde altid haft et blødt punkt for den type. Hans kone havde også været blond og haft blå øjne. Og hans kone havde været lige så stor ekspert i at stille ledende spørgsmål.
    »Hvad synes du?« spurgte han forsigtigt.
    »Ærlig talt, så ved jeg ikke, hvad jeg synes. Du er smadderdejlig.«
    »Men?«
    »Ikke noget men. Du er en sød fyr. Men af og til spørger jeg mig selv, om ikke vi burde tage en pause.«
    Pause? Han forstod ikke en lyd. »Jamen vil du slå op?«
    »Det føles som et voldsomt skridt. Meget af det er jo godt,« sagde hun, men lød ikke helt overbevist.
    Thor satte hammeren tilbage i bæltet. Han kiggede ud over en af markerne og fik øje på sin traktor, der stod helt stille. Den havde drillet, og nu så den ud til at være gået i stå.
    »Jeg tror, jeg har brug for at tænke over tingene,« sagde My.
    Han kløede sig på kinden.
    »Måske prøve at møde andre?« sagde hun.
    Thor holdt op med at klø sig. »Hvilke andre?«
    »Thor, jeg vil ikke såre dig, men du må da også føle, at det her mellem os ikke rigtig fører nogen vegne.«
    Hun havde ret. Og det var hans fejl. Thor vidste det godt. My fortjente nogen, der elskede hende helt og fuldt, det skulle han være den første til at indrømme. Nogen, som ville satse helhjertet. Som kunne give hende det, hun ville have. Som ikke var ødelagt, fucket op og alt muligt.
    »Hvis det er det, du vil,« sagde han. Hun ville ikke være den første, der forlod ham. Tværtimod. Folk forsvandt ud af hans liv hele tiden. Man måtte lære at leve med det. Eller gå til grunde.
    »Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg vil. Men jeg synes, det er bedst at være ærlig.«
    »Du har ret.« Han kiggede over mod traktoren igen. Føreren, en ung fyr, der hjalp ham af og til, var sprunget ud og stod og kløede sig i nakken.
    »Jeg har kort frokostpause, så jeg må tilbage på arbejde,« sagde My. »Er du okay?«
    »Ja da, jeg må også tilbage,« sagde han og pegede vagt i retning af traktoren på marken.
    Hun gav ham et tøvende knus, sagde hej og gik. Han så efter hende, så det lyse hår flagre om hendes skuldre, så lettelsen i hendes holdning.
    Dagen her lå ikke ligefrem på hans top fem, måtte han indrømme.
    Langt senere samme dag blev Thor siddende i bilen, mens toget mod Malmø langsomt rullede sydpå og forsvandt i det fjerne. Han havde kørt sine forældre til stationen. De skulle træffe nogle venner, se en forestilling i Malmøoperaen,
    Birthe Laumann Ladegaardцитує7 місяців тому
    Han vidste ikke, hvad han skulle sige, hvad hun forventede sig.
    Britta Vestergaardцитує9 місяців тому
    mumlede Juni gnavent.
    »Hvor dejligt, at du dukker op
    Lykke Jensenцитує9 місяців тому
    Men man fik tildelt en rolle, og den beholdt man. Man var den, man altid var blevet anset for at være.
    Lea Drehn Larssonцитує9 місяців тому
    Så du har slet ingen at snakke med? Hvad med din far?«
    Juni t
    Lea Drehn Larssonцитує10 місяців тому
    Pumba havde sneget sig ind i køkkenet igen og tiggede mad og klap, hvor han kunne komme til det.
    Britt Stissingцитуєторік
    ønskede sig allermest, det vidste han jo godt.
    Han forsøgte
    Britt Stissingцитуєторік
    erede et skilt mod Falkenberg.
    Alle
    Britt Stissingцитуєторік
    få løst sin madsituation, indså hun.
    Thor sagde ikke
fb2epub
Перетягніть файли сюди, не більш ніж 5 за один раз