Ovids Metamorfoser

Ungpigens kræfter forsager til sidst, og hun blegner fortvivlet,

mat af sin flugt. Hun ser på Peneius’s bølger og skriger:

545“Fader, så hjælp mig! Om floder er guder, befri mig for disse

547alt for forførende ynder og lad dem forgå i forvandling!”

Lægernes kunst er en gave fra mig, og jeg kaldes i verden

‘Hjælper’, og det er mig der har magt over urternes kræfter.

Jeg er jo den som de Delphiske lunde,

Claros og Ténedos’ ø og borgen i Pátara tjener.

Jupiter selv er min far; hvad der hænder, er hændt og skal hænde,

røbes for verden af mig. Det er mig, der står for musikken.

Talrige bejlede til hendes gunst, men hun viste dem ryggen

Hurtigt gik det. På gudernes bud fik sten der var kastet af manden,

mandlige former og køn, og de der blev kastet af konen,

bragte bestanden af kvinder tilbage til det normale.

Derfor er vi en slægt der er hård og kan døje strabadser,

415og kan bevise derved hvoraf vi egentlig kommer.

Dér er et bjerg som stræber mod himlen med tvillingetinde,

løfter sig op over skyen; og bjergets navn er Parnasset.

Just i begreb med at sprede sit lyn over samtlige lande,

frygted han dog at aetheren selv ved så megen ildkraft

255skulle gå op i luer og verdens akse fortæres.

Og han erindrer det står i skæbnen at tider skal komme

hvor både jorden og havet og himlen skal bryde i flammer,

verdensbygningens vælde fortæres og synke i aske.

Våbnet lægges til side, Kyklopernes sindrige håndværk,

260og han beslutter den modsatte straf: at drukne den hele

menneskeslægt ved at åbne for alle himmelens sluser.

Rygtet var fælt, det er sandt, men fælere virkeligheden.

Maenalus’ skrækindjagende skjul for rovdyr var jeg igennem,

også Cylléne og fyrren, der gror på det kolde Lycaeum.

Her går jeg ind i Arkadertyrannens umilde kongsgård,

medens de sene skygger i kvæld går over i nattens.

Stedet er det, som man trøstigt – ifald man tør tale så dristigt –

turde benævne Palatium dér i den vældige himmel.

Altså, da guderne sad på de buede bænke af marmor

medens han selv med sit scepter af elfenben sad på sin tronstol,

rysted han trende gange og fire sin skræmmende hårpragt

180hvorved han sendte et skælv gennem jorden og havet og himlen.

Sådan begyndte han da med harmfuldt mæle sin tale:

“Aldrig grued jeg mer for vort herredømme i verden

under den øglefodede æts forsøg på at række

hver deres hundrede hænder i sky og trælbinde himlen.

185Visselig var vores fjende i den krig vild og ustyrlig –

dog var der tale om én og kun én kilde til ufred.

Nu må jeg knuse, så viden som havet bruser om jorden,

menneskeslægten. Jeg sværger ved Underverdenens tyste

floder der flyder i dybet og vander de Stygiske lunde:

190Alt har været forsøgt! Men et sår der ikke kan læges,

kræver en kniv for at ikke patienten skal omkomme af det.

Jeg har jo halvguder at passe på: både landlige Vætter,

Nymfer og Fauner og Alfer og Elver i bjerge og skove.

Og når vi ikke vil gi dem asyl heroppe i himlen,

195må vi dog sikre dem fred på den Jord de har fået til bolig.

Tænker I, guder, at de kan leve betrygget, så længe

jeg som har lynet og jer i min magt som himlens behersker,

udsættes for attentat af en bølle som denne Lycaon?!”

Gudernes råd

Da den Saturniske fader så dét fra sin himmelske trone,

sukked han dybt og erindred en ting der nylig var hændet,

165men ikke offentlig kendt: Lycáons skændige middag.

Vreden han føler er stor som han selv, og han indkalder prompte

gudernes råd. Og alle de indkaldte møder til tiden.

Der er en vej i det høje, så klar at skue om natten.

Den er så lysende hvid som mælk og kaldes derefter.

170Dét er gudernes vej til den vældige Tordenguds kongsborg.