Den sidste Hauge

«Strækker et helt langt Liv ikke til
for at bøde –!
Saa er de ogsaa ubarmhjærtige Folk,
disse Døde!
Man kan jeg ikke vise den Kærlighed, man vil —
kan man da vel?
Nogle af Ens kræfter maa gaa med at pine og saare, slaa ihjel!»
Gamle Fin Hauge ejer en ligkisteforretning, hvor hans og naboens børn ustandseligt render rundt og leger tagfat mellem kisterne. Her kommer de sørgende enker ind for at købe kister til deres mænd, og børnene hører med på deres samtaler med gamle Fin. Nogle af enkerne længes efter at følge deres mand i graven, mens andre nu står tilbage med en frihed, de aldrig før havde følt. Det svære er imidlertid at turde bruge denne frihed uden at føle skyld over for den afdøde mand.
“Den sidste Hauge” fra 1900 fortsætter, hvor Jenny Blicher-Clausens versroman “Violin” slap. Begge bøger handler om kvindens splittelse mellem rollen som en god kone og mor og ønsket om at leve et liv, hvor der er plads til at udfolde sig og udleve sine drømme.
Jenny Blicher-Clausen (1865–1907) var dansk digter og forfatter. Hun begyndte at skrive allerede fra barnsben, og selvom hendes værker stilistisk tilhørte romantikkens litterære tendenser, var hun dybt optaget af det moderne gennembruds ideer om frigørelse og nytænkning. Blicher-Clausen udgav en lang række digtsamlinger og fik især med romanen “Inga Heine” fra 1898 en stor læserskare. Bogens tema er arbejdets rolle i kvindelivet, men fortællingen om hovedpersonens kærlighed til en gift mand står centralt. Blicher-Clausen bidrog desuden aktivt til datidens forskellige magasiner og tidsskrifter, og sammen med forfatterkollegaerne Laura Kieler og Johanne Schjørring redigerede hun et festskrift, der udkom i 1895 i anledning af Kvindernes Udstilling samme år.